Missionen fuldfoert!

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa er det tid til sidste korte opdatering, inden vi paa torsdag ved 22-tiden rammer Koebenhavns Lufthavn. Der skal ogsaa vaere noget at berette, naar vi kommer hjem, saa det er lige saa meget for at faa kortet og ruten fuldendt.

I Cusco fik jeg min helkropsmassage, alt imens Sofie fik pedicure og manicure. Til slut blev hun overtalt til at faa lavet et mindre indgreb i haarpragten, som hun senere fortroed... Busturen til Lima gik fint, om end turen var noget lang, fordi vi pga. vejret var noedt til at koere via Arequipa, beliggende sydpaa og hvorfra vi lige kom. Havde vi vidst det, havde vi naturligvis taget byerne i omvendt raekkefoelge...

I Lima fik vi bekraeftet, at priserne paa samme vare var dobbelt i forhold til Bolivia. Vi noed nogle dage i byen som mod vor forventning var temmelig meget anderledes end La Paz. Vejrt var fantastisk og opfordrede kun til at dase og smide klunset! Vi boede i Miraflores-kvarteret taet paa stranden, som vi ogsaa frekventerede. Det var dog en stenstrand, som man laa overraskende godt paa, men badeoplevelsen var tvivlsom. De gigantiske boelger, som vi aldrig foer har set magen til, rev stenene med sig i hoej fart over ens foedder - og det gjorde nas!!




Inde i gaagaden havde vi set et mobilselskab reklamere med billet til Guns N'Roses-koncert, hvis man koebte en given telefon. Jeg blev nysgerrig, for der var ingen dato paa, og hjemme paa hostelet undersoegte jeg det ivrigt, og skaebnen ville, at det var samme aften. Vi fik skaffet billetter, og kun de ikke helt billige var tilbage, men en urokkelig beslutning var taget i mit hoved, og vi fik en super koncert paa Perus nationalstadion. Vi var dog ved at tro, det gik i vasken, da vores taxa ikke kom. Vi fik en anden, og receptionisten aftalte prisen, som var ok. Det vildeste trafikkaos nogensinde set moedte os tidligt paa ruten. En tur, som skulle vare 20 minutter, tog 1 time og 10! Taxachauffoeren skrev en regning - men prisen ikke i soles - i US$! Vi havde ikke flere penge med end hoejst noedvendigt, saa det var noget lort. Misforstaaelse med receptionisten eller? Han fik 3-4 gange den pris, vi havde regnet med, og hans visitkort naar vi engang skulle hjem pissede jeg i arrigskab bogstaveligt talt paa, mens Sofie forsoegte at finde penge. Koncerten var programsat til kl. 21, vi var ude ved stadion kvart over, og ca. en time efter var vi inde! KAOS! Kun opvarmningen var i gang, og foerst kl. 00.33 gik GNŔ paa og spillede i 2,5 timer. Klasse!


Fra Lima floej vi via Panama City til Rio de Janeiro, hvor vi skulle slappe af og besoege Ilha Grande med samme formaal. Dagene i Rio blev brugt paa besoeg paa strandene Ipanema og Copacabana, hvor foerstnaevnte klart faldt bedst i vores smag. Sofie fik koebt ny bikini, sharong, solbriller, saa det var der ogsaa tid til. Jeg fik lov at lokke hende med til fodboldkamp paa et af verdens stoerste stadions, Maracana med plads til 120.000 tilskuere. Vi sparede penge ved at tage derud paa egen haand og saa lokalopgoeret Vasco da Gama - Fluminense. Man ved aldrig med fodboldfans, saa vi holdt os lidt paa afstand fra de inkarnerede fans i Vasco-kurven, men i anden halvleg var vi en del af sambastemningen, saa selv Sofie spontant jublede ved 3-0-scoringen! Paa stranden oplevede vi en fyr, der "solgte toerklaeder", men havde kun 2 - det ene magen til Sofies - det viste sig, at det var daekke for hans hashhandel: Very good stuff! Vi besoegte ogsaa en af Rios favelaer, hvor de fattigste bor under ret kummerlige forhold, men alligevel mere organiseret end vi havde troet. Den var beliggende op ad en bjergside, saa vi skulle det sidste stykke op, hvor turen startede, med en lokal taxa: Bag paa motorcykel - Sofie troede hun skulle doe!

Vi valgte at tage 3 overnatninger paa Ilha Grande, hvor vi rigtigt skulle slappe af. Det blev til en enkelt dag paa stranden Mendes Lopes, hvor boelgerne var gode og sandstranden fin. Paa gaaturen fra baaden til stranden saa vi en soed, lille abe. Solen var desvaerre ikke saa ofte fremme, der var ret overskyet, og vi fik endog ret kraftige byger, inden vi sidst paa eftermiddagen tog baaden hjem til byen, hvori vi boede. Her fandt vi en koedrestaurant med buffet og forskellige slags koed serveret ved bordet, og nogen fik vist mere, end hvad godt var! Dagen efter tog vi paa baadtur til en lagune, hvor vi skulle snorkle. Masser af farverige fisk og koraller. Vi holdt ind til frokost, hvor der langtfra var billigt. En portion fritter, som derhjemme max vil vaere mellem, kostede over en halvtredser, og mens regnen stod ned i staenger udenfor, delte vi en saadan portion. AAGERPRIS! Regnen vedblev i stride stroemme, saa da vi kom hjem stod vores hostel under vand. Efter forgaeves at have forsoegt at holde vandet ude, fik vi dobbeltvaerelse i overetagen, og hostelmutter kokkererede til os alle, fordi ingen kunne komme nogensteder efter mad - fantastisk service!


Vejret har ikke vaeret bedre i dag, hvor vi tog til Angra dos Reis, hvorfra bussen til Sao Paulo koerte. Det passede lige med, at vi kunne naa bussen, hvis vi tog en taxa, som vi ville dele med 2 danske fyre. Men ingen taxa i sigte i hele byen - modsat da vi kom dertil nogle dage i forvejen, hvor de var i hobetal - typisk! Vi maatte gaa, og de 2 andre naaede at komme med paa de sidste mandater, for chauffoeren gjorde tegn til, at alt var optaget - typisk! 3 timers ventetid i en ligegyldig by, og vi gik derfor glip af muligheden for at hygge os paa samme restaurant, som vi var paa paa Sofies foedselsdag i Sao Paulo, som vi ville have forkaelet os med. Busturen foeltes lang, og 22.45 var vi fremme og skulle med metroen. Nu har vi i morgen formiddag til at pakke tasken ordentlig og faa styr paa det hele, inden vi skal mod lufthavnen og hjead. En maerkelig og vemodig foelelse, men vi glaeder os samtidig meget til at se jer alle igen. Vi lander som sagt i Kastrup torsdag 21.55 - vi ses i DK!

Masser af sten...

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

En kort briefing herfra - ikke mindst fordi Sofies kamera er toemt for billeder, og der derfor er flere billeder herfra.

Fradag startede skoent med at blive roevrendt prismaessigt af en taxachauffoer, der kraevede over 3 gange den normale pris... Ellers fik vi slappet af og kom lidt mere til os selv oven paa busturen.Om aftenen lavede Beth fra England mad til os, og saa ville vi gengaelde dagen efter.

Loerdag skulle vi saa finde ud af, hvad vi ville lave her i Cusco, naar nu ikke Machu Picchu aabner foer april. Omraadet bugner dog med ruiner fra inkatiden, og vi fik af Beth anbefalet en vandretur, hvor man ville se 4 af dem. Da vi befandt os sydligere i kontinentet, lovede jeg Sofie, at vi skulle ud at ride igen, naar vi kom herop, hvor priserne nok ville vaere mere medgoerlige. Det undersoegte vi, og samme eftermiddag fik vi arrangeret en tur paa hesteryg, hvor vi samtidig ville se de foeromtalte ruiner - 2 fluer med èt smaek! Dog var der den hage, at man skulle koebe en temmelig dyr "boleto turìstico", som giver adgang til alle ruinerne samt adskillige museer i byen. Derfor bestilte vi samtidig en heldagstur til soendag, hvor vi bl.a. skulle paa et stort marked.

Hesteturen var dog en noget uorganiseret omgang. Da vi ankom, skulle vi til fods gaa op til den foerste ruin, Sacsayhuaman (Sexy woman - betyder dog noget i stil med "tilfreds falk"). Vi havde kun kort tid, men naaede da lige at se bunkerne af store sten... Dernaest op til hestene. Min var straks taemmet, mens Sofies gerne ville gaa egne veje af og til. Vi var ikke kommet ret langt, foer en kvinde havde revet sig paa et pigtraadshegn, og pludselig vendte de alle om, saa kun vi to, en fransk kvinde samt en uforstaaelig og temmelig ung guide fortsatte. Landskabet var smukt, og vi fik perfekt udsyn over byen og bjergene. Ved naeste ruin fik vi at vide, at vi kunne gaa en halv time derop eller tage en collectivo, en minibus, for 50c (1 kr. pr. snude). Vi prajede den foerste og koerte med - prisen var pludselig turistificeret og loed nu paa 2 soles (altsaa firedobbelt) for en latterlig kort distance. At ruinerne - som saa mange andre - "bare var en bunke sten", gjorde nok ikke oplevelsen bedre. Behoever jeg sige, at vi GIK tilbage? Naar hestene satte tempoet op, kraevede det mere og mere af bag, lyske og aedlere dele, men det gik helt godt. Lige pludselig skulle vi stige af og gaa ned mod den sidste ruin og derefter videre ned til byen, mens guiden tog tilbage med hestene.

Soendag stod den paa en heldagstur rundt i omraadet, hvor markedet i Pisaq og derefter flere arkaeologiske steder var paa dagsordenen. Vi skulle hentes 8.40 derfra, hvor vi havde koebt billetterne, var der til tiden, men intet skete... Vi ventede og ventede, og tanken om maaske at vaere blevet roevrendt mere end strejfede os. Politiet og andre toursaelgende damer kom os til undsaetning, og der blev ringet til bureauet - en storsvedende mand kom loebende, og omsider - naesten tre kvarter senere - blev vi hentet. De havde tilsyneladende glemt os... Huhej og vilde dyr afsted igennem byens gader, indtil vi naaede den bus, som de andre sad og ventede i. Markedet, som var aarsagen til, at vi havde bestilt turen, blev aflyst pga. en kollapset bro, saa vi kun kunne koere en anden vej. Det korte af det lange er, at vi naaede at se en hulens masse sten, inden vi det sidste sted saa en demonstration af haandvaerksmetoder, som faktisk var ganske fint. En lang dag som maa siges at have vaeret temmelig skuffende.

I dag har vi vaeret ude at ose. Aldrig foer er der blevet raabt saa meget "señorita" og "amigo" efter os. Sofie har paapeget, at de alle goer det med samme skingre stemme... Vi har dog gjort et par gode handler, for priserne falder ganske hurtigt, naar man har kigget paa eller roert ved noget og lagt det fra sig, naar de siger, hvad de vil have for det. Her til aften har vi faaet endnu lidt udnyttelse af turistbilletten, som gav adgang til en flot opvisning af lokale danse akkompagneret af musik ligeledes her fra egnen spillet af primaert gamle maend. Dragterne var storslaaede og praegtige, og kvinderne vaesentligt koennere end maendene, konstaterede vi efterfoelgende. Selv konferencieren fik med sin ynde masser af bifald, og hun kunne have lukket det vaerste lort ud og trods det have hoestet samme applaus!

I morgen eftermiddag skal vi paa en minimum 19 timers bustur til Lima, og vi bliver indtil d. 27., hvor vi flyver via Panama City til Rio de Janeiro. Inden afgang vil vi forkaele os selv med en times helkropsmassage til 10-15 soles (20-30 kr.), hvilket jeg har set meget frem til :)

Billeder fra Bolivia (bl.a. cholitas wrestling)
Billeder fra Lago Titicaca, baade Bolivia og Peru (Sofie i lokale klaeder!)
Billeder fra Arequipa og turen i Cañon del Colca (Mikkel hos barber!)

Trekking i Cañon del Colga

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa er vi her igen med nyt fra indianerland!

Foerst og fremmest maa ej forglemmes en fantastisk oplevelse i Arequipa: Mikkel havde ladet sit saakaldte skaeg gro, og en halv aftale var, at naar vi naaede Bolivia, skulle det af. Det blev i stedet et sted i Peru... Og nogen havde sat sig for, at han ville til barber, idet det naermest er umuligt at opdrive en slig derhjemme, og vi fandt et herligt sted taet paa hostelet. En aeldre herre med skovsnegl under naesen, et lille snusket lokale med dame- og fodboldplakater - det kunne ikke blive mere rigtigt. Samtidig skulle haaret ogsaa af, saa issen ikke er kridhvid, naar vi kommer hjem. De eneste smaa skoenhedsfejl, der blev, skyldtes, at den gode herre simpelthen var for lav til at naa! 

Fra Arequipa tog vi som skrevet afsted paa en 3 dages trekkingtur ned i en kaempe kloeft, en af verdens dybeste.

Vi blev hentet kl 3 om natten i tirsdags og koerte saa afsted. Nederen at skulle op saa tidligt, men vi kunne sove i bussen. Og dog, da vi havde koert i et kvarters tid siger det lige pludselig BANG. Vi koerte ind i laesset paa en lastbil i modgaaende retning, et mega bredt laes uden lys/reflekser. Heldigvis skete der ikke andet end, at der kom en lang skramme i vores minibus, og efter chauffoererne havde diskuteret, hvis fejl det var, koerte vi videre. Sofie havde dog noget svaert ved at slappe af efter oplevelsen, da det viste sig, at vejen forude blev mere og mere kringlet med skarpe sving og stejle skraenter i bulder moerke...

Men vi kom helskinnede frem! Foerste stop var Cruz del Condor. Et udkigspunkt, hvor man kunne se ud over kloeften, og hvor man kunne spotte den store rovfugl kondoren. Vi ventede lang tid uden der kom nogen forbi, og den kom selvfoelgelig foerst i det oejeblik, vi havde koebt morgenmad. Saa maden blev slugt og hen for at tage billeder med Mikkels store linse alias BAZOOKAEN..

Derefter koerte vi til den lille by Cobanaconda, hvor vi fik frokost og gjorde os klar til at vandre. Turen derhen boed paa mange stop pga. aesler, grise, koer eller faar paa vejen. Vi var en gruppe paa 6 personer, os samt et tysk og et spansk par. Vores guide var en mikro peruvianer kaldet Ángel, han var super fin. Turen startede, og udstyret med vandrestave begyndte vi at gaa ned mod bunden, ca 1100 meter ned. Det tog en 3 timer og gik fint, men selvom det lyder dejligt at gaa nedad, skulle man hele tiden passe paa ikke at glide i grus og loese sten. Sofie havde fint glaede af vandrestavene, som vi havde set masser af folk vandre med i det sydlige Argentina/Chile, men paa trods af, at Sofie flere gange spurgte, om Miguellan ville have dem med, tog han dem, og de var kun til besvaer. De blev spaendt fast vandret bagpaa ved tasken, saa alle blev taesket ned hver gang, han vendte sig rundt.

Da vi var kommet ned, skulle vi hen til det sted, hvor vi skulle sove. Man forstaar ikke rigtigt, hvordan der kan findes smaa byer helt dernede med elektricitet, men det goer der. Dog kun beboet af de gamle og boern, for de unge tager andre steder hen for at studere. Vi naaede lige akkurat hen til den familie, vi skulle sove hos, inden det begyndte at styrte ned! Oven paa en lille lur var aftensmaden klar. Gaet engang, forretten var SUPPE! (Sofie er megatraet af suppe) Hovedretten var en kartoffeltingest med ris til og avokado - de har de bedste avokadoer dernede i kloeften - og selvfoelgelig cocate til dessert. Efter maden var der ikke saa meget andet at lave end at gaa i seng.

Naeste morgen skinnede solen og vi skulle videre. Eftersom vi var gaaet tidligt i seng, var Mikkel oppe kl 6, Sofie noed dog sine 11 timers soevn :) Vi kom forbi et lille museum, hvor en lokal kvinde fortalte os om, hvordan man levede/lever i kloeften. Det var rigtig spaendende. Varmen begynde at blive ulidelig, og naeste stop paa turen var helt nede i bunden af kloeften, hvor der var en pool :) Fantastisk. Saa der laa vi og koelede af nogle timer og fik frokost. Heldigvis blev det overskyet kl 15, da vi skulle til at videre. Nu skulle vi opad igen. En 3 timers tur fik vi at vide, kun OP! Det er nok noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet, kan i alt fald ikke huske, hvornaar jeg sidst har prustet og svedt saadan. Mikkel var meget sejere end mig, han har jo loebet maraton, saa for ham var turen naesten som en leg.. Provokerende ;) Men vi kom op paa 2 timer og 25 min, hurtigere end gennemsnittet, saa det var sejt.

Vi tjekkede ind paa et hotel, hvor vi fik vores klamme toej af og tog et tiltraengt bad. Aftensmaden blev indtaget paa en restaurant, hvor der var den soedeste hundehvalp. Oven paa en oel til Mikkel og en lyseroed drink til Sofie, gik vi hjem i seng.

Sidste dag skulle vi kun gaa hen til et udkigspunkt, og saa var det slut med at gaa mere, dejligt. Vi koerte forbi nogle varme kilder, hvor vi badede en times tid, og  derefter var der en kaempe og superlaekker buffet, inden en lang koeretur tilbage til Arequipa ventede. Vi naaede lige at hente vores store tasker paa hostelet, inden vi skulle ud paa busstationen og tage en natbus videre til Cusco, hvor vi er nu. Dagen i dag staar paa toejvask og internetcafe, hvad vi ellers skal lave her ved vi ikke helt endnu. Resultatet er bl.a. en masse billeder, og de foerste albums er klar til jer:


Chile (fra Sofies kamera)
Salar de Uyuni, Bolivia (fra Mikkels kamera - de foerste har I set, men der er tilfoejet en hel del fra selve saltoerkenen)
Salar de Uyuni, Bolivia (fra Sofies kamera)
Blandet fra Bolivia
Lago Titicaca, Peru
Cañon del Colca, Peru


God fornoejelse :)

Fra La Paz til Arequipa

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Lige en opdatering inden vi i nat kl 3 drager afsted paa 3 dages tur i Colca Canyon her i Peru.

For at starte hvor vi sluttede sidst: LA PAZ. Oversat til dansk betyder paz fred, men fredfyldt er nok det sidste, vi vil kalde Bolivias hovedstad. Selve byen, der ligger i 3660 meters hoejde, er et smukt syn med bjerge til alle sider, som ogsaa er bebyggede. Men nede i centrum hersker der trafikalt kaos, de dytter, allesammen, konstant! Og selvom man har groent som fodgaenger, skal man kigge til alle sider, inden man gaar over, hvis man ikke vil koeres ned. Luften er forfaerdelig, busserne er gamle, og det kan ses, idet deres udstoedning er kulsort og kan ses paa 100 meters afstand.

Vi havde hoert mange ting om Bolivia og La Paz, specielt om spitting scam, som bestaar i at én spytter, tisser eller haelder ketchup ud over dig, og mens du febrilsk staar og er optaget af at faa det af toejet, tager de din pung. Men heldigvis havde vi 5 trygge dage der. Det foerste vi moedte, da vi stod af bussen, var Policía Turístico, turistpolitiet. En dame hjalp os med at finde en sikker taxa, og vi blev guidet hen til et hostel. Foerste dag i byen var vi som altid lidt klatoejede oven paa en nat i en bus, eller dvs. det er Mikkel aldrig, men Sofie er altid traet og ugidelig dagen efter. Men vi fik orienteret os i byen og var paa coca-museum. Coca er en plante, hvis blade bolivianerne gaar og tygger paa. Det udleder en masse ting og er bl.a. godt mod hoejdesyge, goer en mere arbejdsom og forebygger sult. Det er samme plante, man bruger til at lave kokain af, men at tygge cocablade er helt lovligt og en gammel tradition. Faktisk er det ogsaa det, der laegger navn til Coca Cola, hvor det bliver tilsat for at give smag.

Derudover var vi inde paa Hernando Siles, Bolivias nationalstadion, hvor fodboldlandsholdet paa trods af tvivlsom fodboldkunnen slaar gode mandskaber, som ikke kan praestere i den tynde luft. Denne dag var der to kampe, og billetten gjaldt til dem begge. For at naa seancen beskrevet herunder, saa vi kun foerste kamp, som ikke var nogen sindsoprivende kamp. Af byens tre hold saa vi La Paz FC mod Real Potosí. Hjemmeholdet havde stort set ingen fans, og foerst som kampen skred frem, kom fans af The Strongest, der skulle spille derefter, og det store stadion fik stemning. Hoejdepunkterne var en aeldre mand, som blev ved med at henvende sig, og som talte tysk til os i den tro, at vi taler tysk i Danmark. Desuden var der febrilske saelgere af alverdens forfriskninger, der konstant raabte "refresco, refresco, refresco, refresco" lynhurtigt - proev selv, man er ved at kvaeles:)

Bagefter var vi ude at se cholitaswrestling, det var noget skoert noget. Bolivianske kvinder klaedt i traditionelt toej med nederdel, fletninger og bowlerhat kaldes for cholas. Cholitas er saa unge bolivianske kvinder, som altsaa wrestler. God underholdning, men efter 4 timer havde vi ogsaa faaet nok. Wrestlingen foregik i El Alto, som omraadet oppe paa bjergene omkring centrum hedder. Ikke et sikkert kvarter havde vi faaet at vide, og vi blev da ogsaa eskorteret paa toilettet og hen til vores bus af en vagt.

Ellers hyggede vi os bare, var paa en hulens masse markeder og var ude at spise en masse. Sidste aften i La Paz paa restaurant erfarede vi, at vi for foerste gang var blevet saadan rigtig snydt. Da vi ville betale med en 100 bolivianos-seddel (ca 80 kr) faar vi at vide, at den er falsk! Om formiddagen havde vi vaeret ude at koebe busbillet videre, og det var der, vi havde faaet sedlen tilbage. Rigtig bittert! Da vi dagen efter skulle med bussen, hjalp en taxamand med at faa fat i politiet, saa vi kunne fortaelle dem om episoden, men det eneste, selskabet kunne sige til sit forsvar var, at ham, der have givet os den falske seddel, kun arbejdede om tirsdagen, og saa blev der ikke gjort mere ud af det...

Naeste stop var Copacabana som ligger ud til Lago Titicaca. Busturen derhen var noget vaerre noget. Vi havde allerede set os sure paa selskabet, efter at ham den ansatte havde snydt os, og vores buschauffoer paa turen gjorde ikke vores opfattelse af selskabet bedre. Han koerte selvom folk, 3 turister, havde faaet lov til at gaa ud og tisse, saa de maatte loebe efter bussen. Lige pludselig holdt vi, og vi troede, det var en station, saa jeg loeb ud for at koebe bananer hos en chola, da vi ikke havde faaet frokost. Da jeg kommer ind igen sidder Mikkel naesten alene tilbage i bussen og bliver raabt af af de tilbagevaerende. Vi er aabenbart ved en lille faergeovergang, og alle skal ud af bussen, paanaer en 6 lokale, og tage en lille baad over, mens bussen fragtes af en platformtingest. Men det gad de ikke rigtig forklare os, de ville hellere raabe, at vi skulle ud, ud, ud... Kaos.. Da vi saa kommer over paa den anden side, og folk kommer ind i bussen igen, mangler der 2 turister. Buschauffoeren registrerer det , dytter et par gange med hornet, og da de andre saa siger, at det er dos gringos, der mangler, koerer bussen bare...

I Copacabana finder vi ud af vores bolivianske penge er knappe, og eftersom vi skal videre til Peru, kan det ikke betale sig at haeve flere penge. Saa vi sparer, og aftensmaden er en poelsemix til deling. Kolde fritter og kedelig ret, oev!

Naeste dag skulle vi ud til Isla del Sol og vandre og blive en nat. Oeen var rigtig flot, men meget bakket. Paa oeen skulle der vaere ruiner fra inkatiden, men det viste sig at vaere en rekonstruktion, saa ruinerne var slet ikke aegte, oev. Men vandreturen fra nordsiden af oen til sydsiden var flot. Og haard, der blev virkelig hevet efter vejret i hoejderne. Vi overnattede paa et hostel med den smukkeste udsigt over soeen. Aftensmaden bestod af supper, vi har nok spist supper hver dag i Bolivia, og en deleoerred til hovedret - oerreder er lokal specialitet og findes i hobetal i soeen.

Vi delte en morgenbuffet med friskpresset appelsinjuice, aeg og en pandekage, inden vi skulle ned mod baaden og tilbage til Copacabana. Her naaede vi akkurat en dagens ret paa markedet - suppe og en varm, kulhydratrig ret, og der var lige raad til lidt ligegyldig proviant til turen for de allersidste bolivianos-moenter,

inden vi kom med en propfyldt bus mod Puno i Peru.

I Puno ville vi ogsaa ud paa Lago Titicacas oeer, men vi havde paa forhaand ikke fundet et sted at overnatte. I bussen blev vi tilbudt et hotel, og paa busterminalen kom et bedre tilbud, som vi dog holdt hen. Kort efter kom en fyr med endnu et tilbud, mens vi ledte i bogen efter noget brugbart. Vi var lette ofre, men han tilboed samme hostel som foregaaende gut - bare til en bedre pris, og saa slog vi til. Fyren, Valerio, havde inderlommen spaekket med brochurer om ture, hostels osv. osv. Hans tilbud om en todagestur paa soeen loed godt og viste sig at vaere billigere, end hvad de andre paa turen havde betalt.

Vi startede naeste dag med at sejle ud til Islas Flotantes, nogle imponerende oeer lavet af siv, husene ligesaa. De var alt andet end store, og beboerne viste gladeligt deres mikrosamfund frem. Ingen tvivl om, at de lever af turisterne, men hvad kan man ellers derude!? Vi blev inviteret med ind i et af de smaa sivhuse, og minsandten om ikke Sofie ogsaa skulle proeve den unge kvindes toej. Et fantastisk syn :) Derefter tog vi med paa en kort sejltur i en sivbaad, hvor to boern fra oeen sang sange for en lille skilling, og derefter gik turen mod Isla Amantaní, hvor vi skulle bo hos lokale familier. Flora hentede os samt den peruvianske pige, Ana, og vi boede fint i lerhuse, hvor sengen var paa siv. Om aftenen var der fest, og ogsaa her skulle vi i lokale klaeder, Sofie og Ana med stort skoert siddende langt oppe paa maven, Mikkel i en gigantisk poncho. I den ene ende af lokalet stod fire gutter med pan- og andre floejter, strengeinstrumenter og tromme og spillede. Vi ikke-indfoedte kom alle i laante klaeder, mens en flok lokale unge viste, hvordan man danser! Vores peña-udgaver var nok ikke saa imponerende, men det var hylemorsomt!

Efter en tidlig morgenmad - friteret aeg og en kop muña-te - gik turen til Isla Taquile, hvor vi bevaegede os op over 4000 meters hoejde. Her noed vi en ligeledes tidlig frokost paa lokal restaurant med praegtig udsigt over Lago Titicaca - suppe, omelet / stegt king fish (vist noget makrelagtigt) og en kop coca-muña-te.

Tilbage i Puno havde vi betalt for endnu en overnatning, inden turen skulle gaa videre mod Arequipa. Sofie var ikke helt paa toppen, saa vi foretog os ikke det store, men forsoegte at blive klar til dagen efter. Vores ven Valerio havde skaffet billige busbilletter, og han ville vaere paa hostelet naeste morgen halv otte.

Punktligt var han der, og snart efter var vi paa busterminalen, inden en mindevaerdig bustur var os i vente. Vi kom afsted rettidigt, men i naeste by, Juliaca, forsoegte selskabet at fylde bussen - "Arequipa, Arequipa" blev der raabt, mens de lokale i bussen hamrede paa vinduer og trampede i gulvet, mens de skrev "¡vamos!" De ville sgu afsted nu! En slingrende og ikke saa behagelig tur, men nu er vi fremme, og der er bestilt tur til de naeste tre dage, og der venter smukke omgivelser og mulighed for at se kondorer igen. Dernaest tager vi til Cusco, men pga. vejret er Machu Picchu stadig lukket, saa der er ikke mulighed for inkatrail. Vi finder nu helt sikkert nok paa noget!

Flere billeder

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa er der flere billeder til jer. Kronologien passer, saa efter pingvinerne, som der er link til i forrige blogindlaeg, kommer billeder fra resten af Argentina: Puerto Madryn, Ushuaia, El Calafate (Perito Moreno-gletsjeren), El Chalten og tilbage i El Calafate. Dernaest fra Puerto Natales og turene i nationalparken Torres del Paine samt baadturen op langs Chiles kyst. Jeg har skrevet under de fleste billeder, hvor og hvad det er, for det er efterhaanden noget tid siden, vi har beskrevet det.

Argentina
Puerto Natales
Baadturen

Vi kom med bussen fra Sucre til La Paz i forgaars, ankom i gaar morges og har nu tilbragt to dage her. Byen befinder sig 3660 m. over havets overflade, og naar man bevaeger sig opad i byen, der naermest er formet som en skaal, skal man af og til hive efter vejret.

Klokken er 2, og jeg ville bare lige faa lagt billeder op, idet maskineriet kun driller sporadisk her. Jeg har tygget cocablade et par gange - Sofie foretraekker cocateen (med sukker naturligvis), og vi har set fodboldkamp paa det stadion, hvor Bolivias landshold vinder over store fodboldnationer, fordi de pga. hoejderne doejer med luften, og i dag har vi endvidere set wrestling med bl.a. traditionelt klaedte kvinder - meget exceptionelt! Vi faar smagt masser af billig, lokal mad, og det er et under, jeg ikke fejler noget, men jeg vil smage det hele! Vi har et par dage mere her i La Paz, og saa maa vi se, hvor vi videre vaelger at tage hen.

BILLEDER!

Teknologien er ikke helt med os. I dag har vi forsoegt at lave et par fotoalbums, men kun det ene naaede succesfuldt til ende. Til gengaeld er det nogle kaere banditter!:

Pingumani

Vi er stadig i Sucre, og hvis alt gaar vel, tager vi bussen i morgen til La Paz. Buschauffoererne har strejket hele dagen, og ingen selskaber vil saelge busbilletter, foer de kender situationen, dvs. i morgen. Vi tager det, som det kommer.

I dag har vi bare hygget. Vi har spist frugtsalat paa markedet, gaaet tur rundt i byen og set flotte bygninger fra kolonitiden. Vi spiste frokost paa en café med udsigt over hele byen. I morgen tager vi ud at se dinosaurusfodspor, hvis vi kan paa grund af strejken.

Velkommen til Bolivia!

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Den sidste tid har budt paa mange blandede oplevelser, foelelser osv., for vi har igen vaeret vidne til faenomenale landskaber, men jordskaelvet i Chile, som vi kun vidste lidt om, samt bekymringerne hjemmefra har gjort indtryk.

For at starte fra begyndelsen havde vi den sidste dag i Santiago i tirsdags og hoppede paa en bustur mod San Pedro de Atacama, som varede et doegns tid! Tirsdag fik jeg paa ny lov at komme paa det lokale marked, hvor 2 kg. tomater kostede 3,50 kr, 1 kg. ferskner 3 kr, 1 kg. jordbaer 3,50 kr, en gigantisk vandmelon 8 kr osv. Vi delte en laekker smoothie og koebte alt ind til aftensmaden. Sofie broed sig ikke om, at de solgte levende kyllinger og aellinger, og maerkeligt var det ogsaa, at de mange herreloese hunde ikke spiste af hundemaden, der solgtes der, og som stod frit fremme. Vi havde ikke set saerlig meget af byen, og jeg fik overtalt Sofie til at tage paa udkig over byen fra et bjerg med flot udsigt over byen. Man kunne komme op med svaevebane, men den lukkede akkurat, som vi ankom kl. 20. I stedet prajede vi for en sjaelden gangs skyld en taxa og havde 20 minutter deroppe, inden vi tog hjem og lavede lasagne med laekkerierne fra markedet.

Et doegn i bus lyder slemt - isaer naar en togtur fra Aalborg til Koebenhavn paa 5 timer normalt er uoverkommelig - men man vaenner sig hurtigt til det, og det gik ogsaa fint denne gang. Vores hostel i den lille oerkenby San Pedro de Atacama havde ikke svaret paa vores bestilling dagen foer, saa den lovede afhentingsservice ved busstoppestedet var vi spaendte paa. En slidt vogn holdt parat, da vi kom, og hostelet var enormt hyggeligt og drevet af en familie i byen. Det gjorde det ikke vaerre, at der var katte og endnu bedre: helt smaa kattekillinger! Herfra skulle vi bestille flerdagestur til saltoerkenen Salar de Uyuni, men der skulle ogsaa vaere andre smukke steder at besoege. Vi fandt dog ud af, at mange af de samme ting som fx gejsere og varme kilder ville man ogsaa se paa turen til Uyuni, og turene var ikke helt billige, saa vi holdt os til en enkelt tur til Valle de la Luna, maanedalen, navngivet efter sit maaneagtige landskab. Det var en flot tur og ikke mindst fysisk kraevende, da vi skulle igennem en kulsort grotte, hvor man langt fra kunne staa og gaa oprejst i, og slutteligt var der ogsaa en klatretur inkluderet, som nogle af de aeldre paa turen klarede paa fornem vis. Den sidste aften i Chile betoed ogsaa, at chilenske pesos skulle veksles til bolivianos til uantageligt ringe kurs, men vi havde faaet at vide, at foerste by i Bolivia, Uyuni, ikke havde haeveautomat, saa vi var noedt til det. Vi beholdt penge nok til et billigt maaltid mad efter maanedalsturen, men havde glemt, at kun turen og ikke entreen var betalt, saa kun fordi vi fik overtalt kvinden ved billetskranken til at give os studierabat, var der penge til aftensmad. Hvornaar laerer vi det...?

Loerdag morgen var der afgang mod Salar de Uyuni, en tur paa tre dage i jeep paa humblede veje, andre gange bare ud over stepperne, saa det var ret imponerende, at vores bolivianske chauffoer og guide, Ambrosio, kunne navigere - her er det solen og bjergene, der er gps! Vi var seks fra hostelet, som skulle paa denne tur, og vi endte med at tage den ene af de i alt 3 jeeps sammen. Jeroen og Debbie fra Holland, Ignacio og Sandra fra Spanien samt os. Om morgenen hoerte vi, at der dagen foer paa en tur til gejserne, som vi havde valgt at droppe, var en bus, der var vaeltet grundet regnen og de ringe veje, og uheldet ville, at én doede! Ignacio fortalte, da vi kom afsted, at han havde maerket rystelser om natten i murene, saa der blev vi klar over, at der havde vaeret jordskaelv, og at vi - saa snart vi kom tilbage til noget, der lignede civilisation - skulle give besked om, at vi var ok og slet ikke i umiddelbar naerhed af katastrofen. Omfanget kendte vi intet til, og om det overhovedet ville blive naevnt i danske nyheder ej heller. 2 store ulykker inden for kort tid, og vi slap heldigvis lige netop for begge! Og saa var vi ellers klar til eventyr.


Jeepturen igennem oerkenen med bagagen paa taget boed paa gejservisit samt masser af laguner med bjergene smukt i baggrunden. Nogle af dem var fyldt med flamingoer, og uldne lamaer gik omkring overalt. Omsider fik jeg flamingobilleder, jeg er tilfredse med! Vejrudsigten havde lovet os tre dage med regn, men foerst paa andendagen midt i frokosten fik vi hagl og regn og igen samme nat. Derfor blev ruten revideret efter vejenes beskaffenhed (godt naar man tager den foernaevnte ulykke i betragtning!). Vi overnattede i 4400 m. hoejde, og vi kom paa turen helt op i 4970 m., og indtil videre er det gaaet fint med hoejderne. Sofie har haft lidt hovedpine, ligesom de andre ogsaa havde det. Vi fyre proevede Ambrosios cocablade -  uden det dog havde den store virkning, men jeg er frisk paa mere!  Foerst paa tredje og sidste dag paa turen naaede vi maalet: Saltoerkenen og den stoerste i verden af sin slags. Et helt hvidt saltlandskab moedte os, og grundet regnen spejlede alt sig i centimeters lag vand. Et praegtigt og ubeskriveligt (og dog forsoeger man) smukt syn og billeder blev der taget i snesevise! Efter nogle timer her, hvor frokosten indtoges ved bord og stole lavet af salt ved hotellet midt derude og ligeledes paa imponerende vis konstrueret af salt, tog vi til Uyuni, hvor vi havde besluttet at tage en overnatning, for vi vidste ikke, om vi ville sydpaa til Tupiza eller nordpaa mod noget paa vejen mod La Paz.

Efter at have smidt taskerne og konstateret, at hele Uyuni var uden vand, og vi var fyldt med salt fra top til taa, fandt vi fluks en netcafe for at give besked om, at vi var ok. Her gik det op for os, hvor stor katastrofen havde vaeret, og hvor bekymrede folk hjemme har vaeret - ikke saa underligt, naar det sidste, vi har beskrevet her er, at vi befandt os i Santiago nogle dage endnu. Da jeg saa mailen fra ambassaden sammenholdt med nyhederne hjemme om, at der manglede kontakt med 28 danskere, understregedes vigtigheden af at give lyd blot endnu mere. Om aftenen spiste vi i byen sammen med de to andre par fra turen, hvor vi fik afproevet boliviansk oel - lidt tynd i det - og jeg fik tilfoejet lama paa cv'et, moert og laekkert, og Sofie naegter at bestille disse ting, hvor hun har set, hvor kaere dyrene er i virkeligheden, men hun vil gerne smage - hykler! :)

Moedet med Bolivia har vaeret en af de stoerste omvaeltninger overhovedet hidtil. Folk er rigtigt moerke og ganske smaa. Konerne er traditionelt klaedt i lang nederdel, har taeppe over skuldrene og de har lange, lange fletninger som ender med noget vedhaeng af garn eller lignende, og oven paa baerer de hat og oftest bowlerhat!!!  Blegfis 1 og 2 bliver der derfor ogsaa kigget noget efter, saa elevatorblikkene gaar begge veje. Sofie siger, de stoerste farer her er, at der ikke er toiletpapir (efterhaanden velkendt problem) og at hamre hovedet ind i noget, for vi er for store til ALT her :)

I gaar tog de andre til Potosí, og vi fortsatte laengere nordpaa til Sucre, den tidligere hovedstad her i Bolivia. Flertimerstur ind i miner, hvor sikkerheden er lidt la-la var ikke oeverst paa oenskesedlen, saa vi sprang Potosí over. Busturen boed paa boliviansk musik paa fuld droen og lidt til - og harmonikahitsene vaeltede derudaf paa repeat, saa vi snart kan flere haandfulde klichefyldte kaerlighedssange. Til slut blev det for meget for Ignacio, som prompte viste sit sydeuropaeiske temperament og fik lukket for skidtet til alles begejstring - ogsaa de lokales!

Her i Sucre ankom vi i gaar aftes og besluttede, at dagen i dag skulle bruges paa at ordne og kopisikre billeder og slappe af. Vi bor centralt lige ved det store marked, som vi har besoegt et par gange i dag. Senest til frokost hvor vi fik 2 retter hver for ca 12 kr. Internettet er haabloest og computerne fungerer ringe, saa I maa vente med billeder. Jeg sidder nu paa SJETTE internetcafe i dag, og foerst nu - i hvert fald 9 timer efter foerste forsoeg lykkes det at overfoere billederne til usb'en. Paa fredag satser vi paa at tage til La Paz og bruge nogle dage der.

Endelig nyt!

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Oven paa 3 ugers stilstand paa bloggen er det vist tid til at komme i gang igen! Vi har haft saa travlt og vaeret uden for internettets raekkevidde noget tid. Saa til alle jer der har vaeret inde og kigge forgaeves skal I nu faa at vide hvad vi har lavet siden sidst. Haaber du sidder godt til rette for det bliver en ordentlig mundfuld :)

Vi var i Ushuaia paa Argentinas sydspids i 5 dage. Der tog vi det stille og roligt og ladede lidt op paa et hostel som foeltes som et hotel med gulvvarme og massevis af varmt vand i badet. Selve byen er hyggelig, men meget turistet. Det vrimlede med souvenirshops, hvor naermest alt var med pingviner paa. En dag var vi ude at se et gammelt faengsel, som nu er blevet lavet om til et museum. I gamle dage var det det eneste, der laa dernede, og fangerne blev sendt derned i det kolde syd uden mulighed for at flygte. Museet var bygget op, saa der var ting at se i alle cellerne, og Mikkel skulle selvfoelgelig ind og se i ALLE cellerne, imens gik Sofie og froes i tynde gamacher, da vores toej var afleveret ved vaskedamen. En anden dag var vi i nationalparken Tierra del Fuego hvor vi gik en hel dag og saa paa smukt landskab med bjerge, skove og soeer. Vi kom ogsaa forbi en baeverdaemning, men selvom vi kaldte paa baeverne, var de ikke at se. Vejret dernede var ok mens vi var der, men det var koldt, en 5-10 grader, og det blaeste meget. Vi var ogsa oppe at se en gletsjer, som saa var daekket til af sne, saa vi kunne faktisk ikke se den. Men vi fik besteget et mindre, men stejlt bjerg. Det var haardt, men sejt da vi kom derop. I bakspejlet var den gaatur ingenting i forhold til, hvad vi ellers er kommet ud for de seneste uger. Allerede der kom der et moenster frem, som vi har oplevet flere gange siden - dette vil jeg vaelge at kalde "naar det gaar op ad bakke, synes Sofie, det er haardt. Og hun er ovenikoebet sulten, fryser, og skoene gnaver. Imens er Mikkel totalt overskudsmenneske og siger altid med et smil paa laeben, at vi naesten er der"-moensteret.

Fra Ushuaia tog vi videre til Calafate. Vi tog bussen kl 5 om morgenen og var i Calafate kl 1 om natten. Men denne gang gik det bedre med at komme over de to graenseovergange, end det havde gjort paa vejen ned til Ushuaia. Igen saa vi delfiner paa Magellanstraedet, og denne gang mange af slagsen. I Calafate skulle vi ud at se en kaempe gletsjer kaldet Perito Moreno. Det er en kaempe form for isblok som dannes mellem bjergene. Der gik lang tid, foer vi fattede, hvordan det helt fungerer, og jeg kan stadig ikke helt klart forklare det, saa I forstaar det, men I kan se billederne og nyde dem, for flot er det i alt fald - og stort. Selve gletsjeren er paa stoerrelse med Buenos Aires. Det var ogsaa i Calafate, at vi paa en graa og trist regnvejrsdag lyste op, da vi fandt en soe med flamingoer. Saa der fik vi endelig mulighed for at fotografere paa anden maade end gennem et busvindue. Men det var lettere sagt end gjort. Det tog os 4 gaature til flamingosoeen for at faa et ordentligt billede! Grunden: hunde! Hundene synes aabenbart, at det er super sjovt at jagte flamingoer laengere og laengere ud i soen. Selvom det var traels, var det ret saa morsomt at se fugleglade Mikkel staa med sit kaempe kamera og blive overfuset af en dum hund. Dette skete et par gange, andre gange var de bare for langt vaek fra starten, og selvom Mikkel tog skoene af og gik ud i den kolde soe, kom der ikke noget godt billede i hus. Men det lykkedes dog til sidst. Apropos hunde: Hernede vrimler det med hunde, herreloese hunde hvoraf stoerstedelen er super dejlige og i god stand, selvom de lever paa gaden. Det er svaert at sidde og nyde sin madpakke med et par store tiggende hundeoejne foran sig. Tit foelger de en et stykke vej, og man faar en ny ven. Andre hunde er kuk kuk i laaget, vi har set flere der leger med bilerne ved at loebe op paa siden af bilen og ind foran, mens den koerer selvfoelgelig. Saa ikke noget at sige til at mange af dem halter. Mange hostels har ogsaa en hund, det er ret hyggeligt.

Efter et par dage i Calafate tog vi en 4 timers bustur til El Chaltén hvor vi var 3 naetter. Det er en by lavet for saadan nogle som os: backpackere og turister. Den ligger inde i en nationalpark og fra byen er der massevis af vandreruter, baade for dem der vil bestige bjerge og for dem som os som bare vil ud og vandre en endagstur i hoejderne. Vi var ret uheldige med vejret alle 3 dage, hvilket er aergeligt, naar man ved, at lige bag alle de skyer er der smukke bjergformationer, men vi var da ude at gaa alle dage alligevel. Vi endte med at have gaaet 40 km de tre dage, den sidste dag en rute paa 22 km. Der var vi godt nok traette, da vi kom hjem og gik direkte paa vaffelbar og spiste spinatsuppe og fik vaffel til dessert. Saa der fik vi for alvor proevet vores vandregear af og erfarede at goretex bare er super :) Vi saa ingen spaendende dyr selvom der baade lever huemuler (daadyr-lignende og meget truet) og pumaer. Vi boede paa et hostel med et faellesrum, der var overfyldt med hippier, folk der spiste pasta til morgenmad og konstant manglende toiletpapir og saebe (men det er naesten ikke noget at fremhaeve, for det er vi saa vant til). Det overfyldte faellesrum var lidt traels, da det specielt en af dagene var indevejr det meste af dagen, og vi var tvunget til at ligge i koejen da vi ikke rigtig kunne vaere andre steder. Men det var egentligt ogsaa bare en god undskyldning for at gaa tilbage i seng efter morgenmaden og sove til kl 13 :)

Efter El Chaltén tog vi tilbage til Calafate og blev en nat for at tage videre til Puerto Natales i Chile naeste morgen. Inden vi tog til El Chaltén, havde vi regnet ud, hvor mange penge, vi skulle bruge der samt den sidste dag tilbage i Calafate, for der var ingen haevemuligheder overhovedet i El Chaltén. Den sidste aften i Calafate havde vi rigeligt med penge i overskud, og vi besluttede at faa vekslet i byen til chilenske pesos, saa vi havde kontanter, naar vi naaede frem. Der blev handlet lidt forinden, og til sidst havde vi brugt faktisk hver en peso - perfekt! Indtil det gik op for Sofie, at vi ikke havde betalt den sidste hostelovernatning og nu ikke ejede argentinsk valuta overhovedet! Efter vi paa skift havde knaldet hovedet ind i vaeggen af bare aergrelse, fik vi en ok aftale i stand med hostelet, og vi betalte i chilenske i stedet - billigere end endnu et gebyr for at haeve.

Saa var det slut med Argentina for denne gang oven paa ca. en maaned der. I Puerto Natales blev vi 3 naetter. Der ligger en kendt nationalpark kaldet Torres del Paine, som vi var oppe at se to dage. Den foerste dag tog vi med turistbus paa tur ud til parken, hvor man blev koert rundt til flere udsigstssteder. Det var en ret tam tur, og vi foelte os som krydstogtsturister, naar vi gang paa gang skulle staa af bussen og tage billeder. Men flot var det da. Vi saa en kaempe hule paa vejen derud, hvor der engang har boet en milodon, en kaempe bjoern. Ellers saa vi en masse lamaer samt flotte landskaber i parken. Det der underholdt os mest den dag var dog hr og fru kamera. Et aegtepar omkring de tres, som tog billeder af ALT! De sad forrest i bussen og havde begge to et kamera og et videokamera. Og fra bussen blev der knipset loes, flere gange laenede den ene sig ind foran den anden, da de begge var ivrige efter billeder, og naar der skulle filmes med kamera, kom et halvt busgardin med. Det sjoveste var saa, naar vi skulle ud af bussen og tage billeder, saa skulle de posere helt vildt! Og paa vej ud af bussen skulle manden selvfoelgelig loebe foerst ud, saa han var klar til at filme fruen, naar hun kom ud af bussen. Naar de saa kom ud, gik de i gang med at posere - foerst den ene, saa den anden, saa sammen, saa konen med mandens hat paa... Simpelthen for galt! Vi blev hurtigt enige om, at hvis enten Mikkel eller jeg var saa ivrige med kameraet, ville den anden vaere saa pinlig beroert, at han/hun maatte tage hjem til DK. Dagen efter tog vi saa ud til parken igen og denne gang gik vi en vandrerute og foelte os lidt sejere. Det tog 8 timer i alt at komme ud og hjem til et udkigspunkt. Vejen derud kan beskrives saaledes: 1 time opad, 2 timer op og nedad og til sidst 1 time STEJLT opad. Det var haardt, og vi oplevede Sofie og Mikkel op af bakke-moensteret igen, men da vi kom op paa udkigspunktet var det det hele vaerd. Vi stod taet paa de tre klippetaarne, som parken er kendt for, himlen var naesten helt blaa og solen skinnede.

Fra Puerto Natales tog vi saa paa en 4 dages sejltur. Vi boardede om aftenen og naeste morgen kl 6 sejlede vi. Vi havde koebt en plads i en 12 personers kabine, men var saa heldige at en soed medarbejder opgraderede os til en 4 personers kahyt uden det kostede ekstra, men vi maatte ikke sige det til nogen. Saa vi endte med at bo i en fin kahyt beregnet til 4, men der var kun en ud over os, og han havde betalt 220 US$ mere, end vi hver isaer havde. Vi noed en laeselampe (saadan nogen har vi kun haft et enkelt sted, vi har boet) og det bedste af det hele: frottéhaandklaeder! Det er bare himlen oven paa 1,5 maaneds mikrofiberhaandklaede... Paa baaden slappede vi af, laeste, spillede en masse spil og noed udsigten. Undervejs var der nogle foredrag, og der blev vist film. Maden var fin, specielt morgenbuffeten blev nydt. Den dag vi ramte Stillehavet, fik jeg taget et par soesygepiller, blev ikke soesyg med derimod helt kulleret i hovedet og matte blive lagt i seng kl 21.30 vroevlende og med foelelsen af at have drukket 5 flasker roedvin selv. De maa komme noget med staerkt i pillerne herovre. Sidste aften var der bingo og fest paa baaden. Selvom vi gerne ville have vundet en fleece i str, XXXL med skibets logo paa, var vi dog glade for ikke at faa bingo da hver gang man fik bingo eller bare sagde "bingo" skulle komme op og danse. Og vi var altsaa 180 passagerer. Til festen fik jeg endelig Mikkel med op og danse til latinorytmer, men dette foerst da hans taender var blevet lilla af for meget vin.

Vi ankom til Puerto Montt om morgenen, hvor vi skulle vente nogle timer, inden vores bus gik videre til Pucón. Der fik vi lidt af et kulturchock oven paa besoeg i byer, der var meget turistede og oven paa 5 dage paa en baad ogsaa med overtal af hvide turister, kom vi ud i en rigtig chilensk havneby. Frokosten, som vi ikke kunne blive enige om skulle staa paa en billig completo (hotdog med tomat, guacamole, staerk sovs, kethup og mayo) paa et lokalt sted med fedtet ternet dug og afblegede menukort eller cafémad - gaet selv hvem, der ville hvad :o) Jeg fik lov at faa min clubsandwich med fritter mod at vi skulle have hotdogs til aften. Frokosten gik dog lidt i vasken, da Mikkel fik haeldt en hel boette sukker ud over sin mad, idet hvad han troede var en peberboesse var en sukkerskaal med loestsiddende laag!

Vi ankom til Pucón efter en bustur paa 5 timer, hvor vi havde vaeret heldige at faa to af de sidste tre pladser samme dag. Dette var dog pladserne lige op til lokummet... Behoever jeg sige andet end, at det var en knap saa dejlig tur? I Pucón, som er en lille by, der ligger for foden af en vulkan, var vi to dage. Foerste dag fik vi ordnet en del praktisk og noed, at vi igen var kommet op til sol og sommer. Samme aften var vi ude at bade i varme kilder. I starten var det super laekkert, men til sidst blev det simpelthen for varmt. Vi kom foerst sent hjem og i seng kl 1, og naeste morgen skulle vi op kl 5.30 for at goere noget, Mikkel havde glaedet sig til: bestige vulkanen! Udstyret med skitoej, sneoekse, store sko, hjelm og solbriller koerte vi foerst en 1500 m opad vulkanen og blev saa sat af ved en lift, som man selv kunne vaelge, om man ville tage op eller gaa det foerste stejle stykke. Jeg fik hurtigt sagt "vi tager liften op" da der blev spurgt, ogsaa selvom vi havde aftalt, at vi skulle bestemme os, naar vi saa det stejle stykke. Men guidens advarsel om folk, der var for traette til at bestige vulkanen, naar de var gaaet op, traengte hurtigt ind. Saa vi tog liften op og derefter startede en 4 timers zigzag-gaaen op af vulkanen i is og sne. Vejret var fantastisk, hoej sol og blaa himmel, men vi kunne ikke se byen, da den var daekket af et skylag, (som jeg til Mikkels store fornoejlse foerst troede var en soe, da vi vaeltede traette ud af bussen kl alt for tidlig morgen). Hele landskabet omkring og vulkanen daekket af is saa fedt ud. Is og sne var ikke lige, hvad vi havde forestillet os, vi skulle vandre i opad en vulkan, men det var en stor oplevelse, og vi foelte, at vi var ved at bestige Mt. Everest. I starten skulle man lige ind i rytmen, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle kigge ned! Vi gik i en flok paa seks og holdt heldigvis en 4 pauser undervejs. De sidste 40 min var stejle og haarde, men jeg undgik for meget brok, da jeg snart er blevet haerdet af alle vores gaature. Vi kom op og kunne se ned i det store krater, desvaerre kunne vi ikke se lavaen, men roegen fik vi at maerke. Og det var en ret saa ubehageligt os, der kom op - en naermest uudholdelig stank. Fra vulkanens top kunne vi se Chiles stoerste vulkan. Turen nedad var naesten mere crazy end turen opad. I vores tasker havde vi faaet et numsekaelkebaelte, som vi saa fik spaendt paa, og saa var det ellers bare at saette sig ned og glide ned paa numsen. Det var vildt! Som en stejl kaelketur ned i skyerne. Ikke alle spor var saa gode at glide i, saa flere gange sad jeg fast, men ned kom vi dog - med en iskold, foelelsesloes og vaad bagdel. Dette var saa i forgaars og i gaar nat koerte vi her til Santiago hvor vi er nu.

Dagen i  gaar brugte vi paa at se lidt af byen, endte paa et ENORMT lokalt marked, hvor vi koebte ind til aftensmad og morgenmad i dag, som folk paa hostelet misundeligt kiggede paa - masser af frugt og groent til lokale priser - lige efter Mikkels hoved! Efter vi har vaeret her et par dage, skal vi nordpaa og vil gerne hurtigt til Bolivia, som vi forventer er noget helt andet end det, vi har set indtil videre. Her er et par links til nogle af vores billeder. De nyeste er ikke med endnu, men en dag skal de nok komme:)

Billeder fra Patagonien
Billeder fra Argentina

Verdens ende!

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Da aftensolen ramte de snebeklaedte bjergtinder spejlende sig i dalens flod, var det pludselig den noget besvaerlige bustur paa vej til verdens sydligst beliggende by, Ushuaia, vaerd! Evindelige koeer ved paskontrollerne - vi skulle igennem Chile for at komme hertil, og man skal baade have stempel for at komme ud af det ene land og ind i det naeste - hver gang, saa derfor 4 stempler i passet - forsinkede os 3 timer. Paa vejen krydsede vi Magellanstraedet paa en faerge, og herfra saa vi igen delfiner. De golde steppelandskaber med de graessende kvaeg og faar paa de endeloese marker, hvor vi stadig saa flamingoer i ny og nae og stadig endnu flere lamaer, blev undervejs erstattet af flere og flere bjerge. Da vi naermede os midnat, ankom vi ret udmattede, eftersom vi kun havde faaet en beskeden frokost i bussen suppleret af nogle ostepops-lignende chips, som dog var graesgroenne og skulle vaere med aeblesmag, hvilket ikke var til at vide, hvis ikke det stod der. De smagte ikke af noget som helst, men var til gengaeld fyldt med sukker!

Vores hostel var let at finde, og her er super - morgenmaden bestaar af mere end 2 smaa, toerre og soede croissanter, den er ligefrem ret god. Byen er beliggende helt ned til vandet og stejlt opad en klippeskraent, saa udsigten er formidabel - fra vaerelset og ligeledes stuen ovenpaa er der direkte udsigt over vandet og bjergene. Intet mindre end smukt! Vi har brugt dagen paa at planlaegge de naeste dage her i byen samt vores efterfoelgende faerd - vi skal nu for alvor tage vores vandreudstyr i brug, og Sofie isaer poenser paa at komme ud at ride igen. Det ender det sikkert med. Ellers har vi enorme gletsjere og muligvis flerdages-hiking i vente. Jeg glaeder mig sindssygt meget!

Luffegaes

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa har vi forladt storbyens hede og er draget videre sydpaa, hvor temperaturen er lidt mere beregnet til vore britiskinspirerede pigmenter! Vores sidste dag i Buenos Aires boed paa et lettere propagandistisk Evita-museum. Filmene, der blev vist, ledte tankerne hen paa Leni Riefenstahls ditto under det tredje rige. Spaendende - men det viste ikke objektivt den delte mening, som herskede om hende. Efter om formiddagen at have besoegt hundredevis af boder paa kvarterets marked, moedtes vi med min veninde Linda og hendes kaereste selv samme sted - vi boede pudsigt nok faa hundrede meter fra hinanden i en by med 13 mio. indbyggere.

Turen sydpaa gik mod Puerto Madryn, hvorfra vi skulle paa ture ud til forskellige dyrekolonier. Da vi koerte ind i byen, lignede det en grim havneby - et indtryk som senere skulle goeres til skamme. En paen og ren by med en lang og flot sandstrand taet paa vores hostel. Sofie havde glaedet sig uhyre meget til dette sted, eftersom vi skulle se luffegaes (i disse anglicismetider kaldes de ogsaa pingviner). Vi havde fire dage i byen, hvoraf vi kom den foerste og tog videre den sidste. Vi koebte to heldagsture til hhv. Peninsula Valdes og Punta Tombo. Foerste dag fik vi inspiceret byen og stranden, hvor en fugl , som de fleste troede, var en pingvin, men som vist naermere er en alk af en slags, havde forvildet sig hen til stor begejstring hos baade os og de mange boern, der jagtede den stakkels fugl. Sofie saa senere en stor fugl flyve henover os og fik lidt for hurtigt udbrudt, at det var en pingvin, selv om vi kort forinden var blevet enige om, at pingviner ikke kan flyve :)

Halvoeen Peninsula Valdes boed foerst paa baadtur, hvor vi kom taet paa soeloever, som solede sig paa klipperne. De kommer op med tidevandet og hopper selv i eller venter paa, det bliver flod. Derefter snorklede vi fra baaden - jeg har faaet smag for at se mig selv i vaaddragt - og denne gang var det ikke fisk, men fossiler, vi saa. Vandet var isnende koldt, saa Sofie noed det ikke saa meget som sidst. Rundturens naeste attraktion var saeler - efter sigende elefantsaeler, men vi kunne ikke se den grimme, kendetegnende snude, som giver dem navnet - men saeler var det! Til gengaeld var naeste stop paa rundturen et intet mindre end fantastisk syn. Pingvinerne! Vi havde begge forventet at se dem fra nogen afstand, men de soede, smaa vraltende krae stod under en halv meter fra os. Det var svaert ikke at tage en million billeder og vi forelskede os i hver eneste af dem! Og det var foerst dagen efter, vi rigtigt skulle se pingviner... Sidste sted skulle vi baade se saeler og soeloever, og der var et hav af dem - dejligt at se, at soeloevehannerne med de flotte manker (heraf vel navnet) boltrer sig i haremmer af hunner.

I torsdags var Punta Tombo destinationen. Efter endnu et morgenmaaltid med frisklavet, ristet og usandsynligt toert broed var vi halv otte klar til afgang. Op mod en million magellanpingviner holder til i denne koloni, og naermest fra vi steg ud af bussen og til vi var helt ude ved vandet - en gaatur paa en time, naar man tager billeder af over hver anden luffegaas! - saa vi dem paa helt naert hold. De krydsede stierne, og vi var noeje blevet instrueret i, at man der altid og uden undtagelse har vigepligt for pingvinerne. Paa en smal sti havde en valgt at ligge stille foran Sofie, og da hun forsoegte at liste sig bagom den, sked den i hendes retning! Og naar ikke engang dette kan goere dem mindre kaere, saa er der nok intet, der kan! Efter en fortryllende tid i selskab med de fornoejelige fugle, gik turen videre mod Rawson - en af flere walisiske kolonibyer - hvor vi var paa baadtur for at se delfiner. Allerede inde i havnen laa der soeloever og solbadede - paa trods af havvinden var der 33-35 grader! Sofie spottede hurtigt et par soeloever ude i vandet, og inden laenge var der smaa, flotte commersondelfiner, som sprang omkring baaden. Helt overdaadigt blev det, da fire naesten synkront sprang op taet paa os. Alle pengene vaerd! Paa turen hjemad var vi forbi Gaiman, en walisisk koloniby kendt for te osv. Pengene bruges paa oplevelser, og saa sparer vi paa maaltiderne ved at lave madpakker og aftensmad selv, naar hostelkoekkenerne tillader det. Derfor noejedes vi med 2 x over 300 g. okseboeffer fra slagteren til 14 kr. i alt - NAM NAM!

I gaar havde vi hele dagen til hygge inden bustur videre mod Rio Gallegos, hvor vi bare skal videre mod verdens ende, kontinentets sydligste by, Ushuaia. Vi ville paa stranden, da temperaturen om formiddagen var fin, men blaesten tog til og vi maatte ligesom alle andre opgive. Vi tog paa café, hvor vi spillede 500. Da vi ikke kunne faa os til at tilbringe mere tid her, fortsatte vi mod en mindre grillbar i jagten paa superpanchos, som ligner hotdogs - her fandt vi dem i specialudgave, og det var et hit. Ligeledes spillede vi her, og det skal da naevnes, at jeg vendte en Sofie-foering paa 495 mod 10 i 500 til en sejr. Det lever jeg hoejt paa! Vi kom rettidigt med bussen - og hvilken bustur! Den kaere steward, som vartede os op og i oevrigt lignede Mr. Bean, vaskede gulv konstant. 30 gange paa hele turen er underdrevet! Mens vi koerte sydpaa igennem steppelandskaberne saa vi lamaer i hundredevis og i morges var det fuldendt, da vi saa flamingoer ved en soe! Intet mindre end fantastisk! Maden var ganske fin, selv om morgenmaden var lidt ukomplet med kun en kop te/kaffe og en kiks. Aftensmaden var derimod suppleret med et lille bibelvers, saa der manglede absolut intet! Stewarden vaekkede de endnu sovende med hans egen version af Krammerock-cd´en med kaerlighedshits spillet lidt for hoejt hele morgenen.

Nu er vi ankommet til Rio Gallegos, hvor vi egentligt blot er, fordi bussen videre foerst koerer i morgen tidlig. Vi fandt hurtigt et fint hostel og har koebt ind til aftensmad - slagteren fandt i dag to boeffer paa i alt 780 g., og en flaske vin skal de skylles ned med.

Iguazu og Buenos Aires

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

I Puerto Iguazu fik vi saa set en masse vand! Vi startede med at tage paa tur for at se Iguazuvandfaldene fra Brasilien. Vi moedte to fyre vi fulgtes med, Steve fra USA og Andrew fra England, et par fine, sjove fyre. Vi lagde ud med at besoege en fuglepark, som var rigtig flot med alverdens farvede papegoejer og andre store fugle. Bla. en stor fugl med et kaempe horn i panden, som foer havde draebt mennesker! Udover at vaere en flot tur var det ogsaa en sjov oplevelse, da man kom meget taet paa fulgene som floej rundt om hovedet paa én, mor ville aldrig vaeret kommet levende igennem denne park med hendes fuglefobi! Og det var ligefoer Mikkel heller ikke kom levende igennem, i et af burene var der en meget agressiv tukan som i uforudsigelige og aggresive hop kom imod os Vi andre naede at flygte, men Mikkel blev traengt op i en krog og blev bidt i benet, og han har stadig saar derfra. Selvom det selvfoelig var synd for Mikkel var det hyleskaegt for os andre at se Mikkel flygte fra den blodtoerstige tukan. Efter fulgeparken tog vi saa hen for at se vandfaldet. Det var super flot, som forventet. Vi gik igennem parken og saa det fra mange forskellige vinkler og fik taget en hulens masse billeder. Der var masser af sommerfugle der, som satte sig paa en, sjovt i starten, men lidt traels til sidst. Efter vandfaldet fik Steve os overtalt til at tage hen for at se et vandkraftvaerk som laa paa graensen mellem Paraguay og Brasilien. Selvom det umiddelbart ikke loed som det, der interesserede os mest i denne verden var det rigtig spaendene at se dette kaempe sted, som forsyner hele Paraguay med stroem samt bl.a. Sao Paulo og Rio i Brasilien. Vi fik sikkerhedssko paa, haarnet og hjelm, og saa var vi paa rundtur. Det var ellers lige ved at jeg ikke kunne komme med de 3 andre med ind, da jeg havde et par shorts paa som aabenbart var for korte! "De kunne sidde fast i maskinerne, og saa var det en arbejdsplads" loed grunden. Men kun 10 min. til rundturen startede, som var dagens sidste tur, gik vi desperate inde i souvenirshoppen for at finde en loesning, men fandt kun grimme shorts til alt for mange penge, og som i oevrigt var for smaa. Heldigvis fik drengene den plan, at vi kunne spoerge vores taxamand, om han ville bytte bukser med mig et par timer! Det ville han heldigvis gerne, saa jeg fik et par laengere shorts paa og han fik mine korte shorts, flot syn! Om aftenen var vi fuldstaendigt faerdige oven paa en dag, hvor vi havde besoegt 3 forskellige lande paa en dag. Dagen efter tog vi saa hen for at se vandfaldene fra Argentina siden. Paa denne side kunne man komme meget taettere paa og virkelig maerke kraften og suset fra vandmasserne. Vi vandrede rundt og saa paa vand hele dagen! Vi koebte en tur hvor man i speedbaad kunne sejle helt taet paa faldene, det var en kort og dyr fornoejelse, men alle pengene vaerd. Det begyndte at regne helt vildt, da vi skulle til at afsted, saa vi var allerede vaade, inden vi blev plasket til af vandfaldene. Sjaskvaade kom vi hjem til hostellet, endnu engang traette og fascinerede af dagens flotte syn.

Naeste dag stod paa transport hele dagen, en 19 timers bustur til Buenos Aires . Inden vi forlod hostellet skal det lige naevnes at jeg taeskede Mikkel i bordtennis (saa er nu mesteren i pool, yatzy og bordtennis, mens Mikkel kun kan kalde sig mesteren i 500). Busturen var med mad ombord, stakkels servitrice som skulle servere mad og drikke i en naesten fyldt dobbeltdaekkerbus. Maden var desvaerre det, jeg vil kalde daarlig. Mikkel derimod spiser det hele, ogsa selvom det er gul blaevret dessertbudding. Vi ankom om formiddagen til en steghed storby, Buenos Aires, hvor vi nu har vaeret to naetter og har to naetter tilbage. Storbyvandring og 34 grader er ikke lige den bedste cocktail, men vi har faaet set en masse ting indtil videre og gaaet en masse rundt. Foerste dag vi var her, var vi lige ved at blive snydt af en, som udgav sig for at vaere Diego Maradona (kendt argentinsk fodboldspiller), og senere fik hjaelp af en transvestit, som syntes, vi saa fortabte ud som vi stod der og kiggede paa vores bykort. I gaar saa vi bl.a. praesidentpaladset og en masse storbytravlhed, obelisker og parker. I en af disse parker spiste vi vores medbragte sandwich i selskab med en meget sulten hund, som Mikkel var lidt bange for. Da den ikke maatte faa vores mad, slikkede den loes paa vores ben i stedet. I dag har vi bl.a. vaeret paa en flot gammel kirkegaard fyldt med store monumenter. Der saa vi bl.a. Evitas grav. I morgen tager ti paa Evita-museum og haaber paa at blive lidt klogere paa, hvad hun lige var for én. Desuden har vi vaeret paa museum i dag for latinamerikansk kunst, men det mest spaendende var en Andy Warhol-udstilling kaldet Mr. America, som skildrede hans syn paa hans hjemland, USA. Buenos Aires er trods sin stoerrelse et sikkert sted at faerdes, dog skal man lige vaenne sig til tiggerne, tit boern der slaeber rundt paa deres mindre soeskende og tigger penge eller saelger alt muligt ragelse. Man foeler sig meget foelelseskold, naar man siger nej til at hjaelpe disse triste skaebner, men samtidig maa man huske paa, at man ikke kan redde hele verden, og selv om vi giver dem et par moenter i dag, vil de stadig leve i fattigdom pa gaden den naeste dag. Udover Evita-museum i morgen skal vi paa marked, og mandag skal vi saa til Puerto Madryn, endnu en 20 timers bustur sydpaa. Derfra skal vi se pingvinkoloni, noget jeg glaeder mig vildt meget til, og soelover, saeler mv.  Som lovet er der masser af billeder, som I kan se paa linket HER!

Ikke kloe, ikke kloe...

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa er vi ankommet til Argentina og er faerdige med Brasilien for denne omgang. Men for at starte hvor vi sluttede sidst, vil vi foerst fortaelle lidt om vores 4-dages tur til Pantanal. Pantanal er et omraade midt i Brasilien paa stoerrelse med det halve af Frankrig, der 3 maaneder hvert aar bliver oversvoemmet under regntiden. Dette giver de perfekte forhold for masser af dyrearter og ikke mindst fugle, 650 forskellige slags fugle lever i Pantanal. Indgangen til Pantanal laa 4 timer fra Campò Grande og oven paa en tur der ud i minibus koerte vi 22 km paa ladet af en lastbil paa en mudret grusvej over en masse broer, nogle hvorunder vandet allerede var kommet, idet det var starten af regnsaesonen .Vi havde aftalt med ham, vi koebte turen hos, at vi kunne vaelge, om vi ville bo paa den noget dyrere lodge eller paa det billigere campingareal, naar vi kom frem og saa faciliteterne. Foerst saa vi lodgen, der saa fin og hyggelig ud, og jeg var klar paa at tage den med det samme uden at se campingarea, da det foerste, vi saa, da vi kom, var en lille flok kaempe roede papaegoejer i et trae. Men vi tog ogsaa hen for at se campingomraadet, laaangt mere primitivt og meget taettere paa naturen. Mikkel fik julelys i oejnene, og saa vidste jeg jo godt, hvad klokken var slaaet. Saa det blev til tre naetter og fire dage, hvor vi sov i haengekoejer i "sovesal", dvs. traehytte uden vaegge, men kun med myggenet, og spiste mad lavet af en buttet madmutter paa komfur, der blev holdt i gang af braende. Vi var bl.a. ude at ride, paa baadtur og jeepsafari. Vi saa en del dyr, de fleste af dem saa vi faktisk der, hvor vi boede frem for de planlagte ture, vi tog paa for at se dyr. Vi saa bl.a. massevis af caimans, smaa krokodiller, aber, tukaner, baeltedyr, caprivaras(store hamsterlignende dyr, der lever langs floder og kan svoemme) og ikke mindst en masse fugle. Mikkel fik rigtig gang i sit nye kamera og skudt en masse billeder af. Efter de 4 dage havde jeg ogsaa faaet nok af de samme ris og boenner hver dag, det kolde vand i hanerne og bruseren og frygten for at blive floejet ned af flagermus og andre monsterstore flyvende biller, naar det blev moerkt. Men det vaerste var nok de belastende myg. Vi var blevet advaret og havde taget vores forholdsregler med myggespray, lange bukser og troejer. Alligevel blev vi begge bidt saadan helt vildt meget. Mikkels ankler ligner stadig jeg ved ikke hvad, men haevelsen er heldigvis faldet nu, og mine bagben ser stadig spedalske ud. Gang paa gang maa vi skaelde hinanden ud for at kloe, ikke mindst fordi det giver ar, men ogsaa fordi det minder den anden om sine myggestik, og saa begynder kloen ogsaa der! Saa det var dejligt at komme tilbage til civilisationen, hvilket blev byen Bonito. Vi tog derhen, eftersom vi havde faaet one free night med i koebet paa et hostel der, da vi koebte turen til Pantanal. Vi kom sent om aftenen og fandt der ud af, at vi kun fik en gratis overnatning, hvis vi var der to naetter. Saa det blev vi noedt til for at faa vores lovede overnatning, foelte os ret snydt lige der, men vi fik heldigvis det bedste ud af det. Var ude og snorkle ned ad en flod som vi foerst padlede op ad og derefter floed hele vejen tilbage og saa paa store fisk og var ved at faa sjove frugter i hovedet, som en abe sad og spiste af oppe i et trae. Mikkel havde aldrig proevet at snorkle foer, han synes heldigvis, det var super fedt. I gaar var saa lidt af en traels dag, eftersom Mikkel havde det skidt, og vi skulle sidde i bus halvdelen af dagen. Destinationen var Foz de Iguaza i Brasilien for derefter at tage direkte til Puerto Iguazu i Argentina. Det kraevede en del busskift, saa da vi ankom til hostellet i dag over middag i Argentina, havde vi naesten vaeret 24 timer undervejs, og specielt jeg var godt overophedet, og min lunte var braendt af, hvilket man bliver oven paa 24 timer paa farten. Mikkel har heldigvis faaet det bedre, og mit humoer steg oven paa en tur i hostellets pool, ahhhhh! Her er varmt her, nok en 30 grader. Her i Puerto Iguazu bliver vi saa 3 naetter, og derefter gaar turen til Buenos Aires, naar vi naturligvis har set vandfaldene fra baade Brasilien- og Argentina-siden.

Obrigado(tak paa brasiliansk)

Inden vi drager afsted paa 4 dages safaritur vil jeg gerne sige tak for alle hilsnerne paa min foedselsdag og for gaven, Mikkel havde med fra hele svigermekanikken, det varmede! See you later aligator :)

To fortabte blegansigter paa tur!

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Efter at have valgt det sikre tog frem for en usikker flyafgang fra Aalborg til Koebenhavn onsdag aften og uden nogen problemer paa hverken denne, flyturen til Zürich eller den efterfoelgende til São Paulo var selvsikkerheden efterhaanden ved at vaere sluppet op. Paa trods af at alle offentlige instanser fraraadede at tage almindelig bus fra lufthavnen til metroen, hvortil vi skulle for at finde vores hostel, syntes dette at kunne goeres problemfrit - og det kunne det naturligvis! Men da vi stod paa den ret store metrostation, maa vi have set ret fortabte ud, idet et yngre par straks kom hen for at hjaelpe os og ventede gerne paa, at vi fik koebt billetter. Da vi stod med billetterne i haanden kom endnu et par for at hjaelpe os - og saa var der ingen vej udenom: Vi VAR nogle forvirrede turister! Da vi kom af metroen ved rette station, hvor foerste overnatning var bestilt, kom tillige en mand hen for at hjaelpe - til vores forsvar skal siges, at vejbeskrivelsen var temmelig mangelfuld. Vi fandt vores hostel, og det var ganske udmaerket.

Hjemmefra havde vi naermest kun hoert daarligt om São Paulo, og det hjaelpsomme par ved metroen kunne heller ikke komme paa noget interessant at anbefale os at se. Paa hostelet var der dog masser af forslag, saa vi gik en lang tur for at se det lokale stadion, hvor et fodboldmuseum var at finde. Begejstring hos den ene part af de opdagelsesrejsende! Vi fandt det omsider, og Sofie har faaet maalt sin skudstyrke!! Mikkel ligesaa - men kanonkongen var ved at skyde Sofie og resten af koeen i saenk paa returneringen. En flot udstilling med hyldede klassespillere, men ogsaa imponerende billeder af fodbold i det smaa i flaekker rundt i verden. Saa meget fodbold har Sofie sjaeldent faaet paa én gang og tilmed betalt for det;

Loerdag stod i foedselsdagens tegn. Der var gave og dannebrog paa sengen, og da vi omsider fik pakket vores grej sammen, var vi klar til en tur paa det lokale marked i den forstad, hostelet var. Vi regnede med, der var frugt og groent i lange baner, men der var smykker til foedselaren, lp´er fra rockens guldalder til fine priser til andre og ellers antikviteter - samt friteret broed. Og gerne med ost. Saa tror da pokker, at der er saa mange, der har lige rigeligt til sidebenene, naar alt skal proppes med ost og samtidig svoemme i friture.

Vi havde faaet anbefalet et laekkert spisested, som vi ville gemme appetit til denne eftermiddag inden afrejse mod Campo Grande. To mand til at faa os (samt Sofies rygsaek) sat til bords, hvorefter en overdaadig buffet af laekkert tilbehoer, groentsager paa alverdens anretninger, sushi i lange baner osv. osv stod til raadighed. Herefter blev de mange slags koed serveret direkte ved bordet, og saa kunne man vaelge at sige sim, por favor eller não obrigado - Sofie spurgte oftest, hvad vi fik tilbudt, mens Mikkel straks sagde ja til alt. Da hun fik svaret "kyllingehjerter", havde Mikkel allerede faaet 5... Men de smagte jo bare af kylling. Ellers fik vi sat taenderne i forskellige slags laekkert oksekoed, svinekoed - herunder frisklavede flaeskesvaer! - lammekoed, hajribs og meget mere. Kun én gang hentede vi tilbehoer, og desserten var der ej heller plads til. En fremragende flaske lokal roedvin var en velvalgt ledsager til foedselsdagsmenuen, som skulle goere os udmattede til den kommende 15 timers bustur mod Campo Grande.

I morges ankom vi saa hertil - nogen mere udhvilede end andre - og vi brugte hele formiddagen paa at finde det rette rejseselskab videre til Pantanal, hvor vi de naeste 4 dage enten skal campere eller bo paa lodge, og jeepsafari, ridning, baadture og meget mere er i vente. Der skulle vaere et storslaaet og omfangsrigt dyreliv, men med naturen kan intet garanteres, men mon ikke der bliver rig mulighed for at lufte kameraet :)

Sofie synes, maendene her i byen kigger "skummelt", men opmaerksomheden til hende er der nu overalt. Lange staenger og langt, lyst haar goer de fleste misundelige, hehe. Kvindfolkene er (som haabet) vaeldig nedringede, og selv de lidt meget for buttede har intet problem med at vise, hvad de maaske burde have gemt lidt vaek :) Men frem for alt er der bryster, baller - og deller... Hjaelpsomheden kan vi absolut heller ikke klage over, saa vi har set de bedste sider indtil videre.

Vi faar os nogle massive regnskyl ind imellem, men ellers er der -som man siger- godt lummert!! Solcremen og myggesprayen er i hus, saa vi er beredte paa offroad-dyresafari og trilliarder af myg. Ellers danner vi os tusindvis af indtryk af alle de ting, vi kommer forbi. Alle kontrasterne - rigmandspalaeerne i São Paulo over for "boliger" under broer af paller og papkasser, de store skyskrabere og den massive befolkningstaethed i den 17 mio. store by over for landet, vi koerte igennem hertil, hvor vi saa langt flere koeer end huse, og de meget moerke brasilianere over for gamle, lang- OG roedhaarede maend.

Da vi bestilte morgendagens firedagestur fik vi "gratis" overnatning (dvs. medregnet i prisen) med gratis internet. Det var jo en alle tiders bonus, isaer fordi de to computere ikke engang havde noget styresystem installeret... Derfor sidder vi i rejsebureauets kontor, hvor skidtet hvirker. Vi har det superskoent og naermest alt har hidtil flasket sig.