Fra La Paz til Arequipa

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Lige en opdatering inden vi i nat kl 3 drager afsted paa 3 dages tur i Colca Canyon her i Peru.

For at starte hvor vi sluttede sidst: LA PAZ. Oversat til dansk betyder paz fred, men fredfyldt er nok det sidste, vi vil kalde Bolivias hovedstad. Selve byen, der ligger i 3660 meters hoejde, er et smukt syn med bjerge til alle sider, som ogsaa er bebyggede. Men nede i centrum hersker der trafikalt kaos, de dytter, allesammen, konstant! Og selvom man har groent som fodgaenger, skal man kigge til alle sider, inden man gaar over, hvis man ikke vil koeres ned. Luften er forfaerdelig, busserne er gamle, og det kan ses, idet deres udstoedning er kulsort og kan ses paa 100 meters afstand.

Vi havde hoert mange ting om Bolivia og La Paz, specielt om spitting scam, som bestaar i at én spytter, tisser eller haelder ketchup ud over dig, og mens du febrilsk staar og er optaget af at faa det af toejet, tager de din pung. Men heldigvis havde vi 5 trygge dage der. Det foerste vi moedte, da vi stod af bussen, var Policía Turístico, turistpolitiet. En dame hjalp os med at finde en sikker taxa, og vi blev guidet hen til et hostel. Foerste dag i byen var vi som altid lidt klatoejede oven paa en nat i en bus, eller dvs. det er Mikkel aldrig, men Sofie er altid traet og ugidelig dagen efter. Men vi fik orienteret os i byen og var paa coca-museum. Coca er en plante, hvis blade bolivianerne gaar og tygger paa. Det udleder en masse ting og er bl.a. godt mod hoejdesyge, goer en mere arbejdsom og forebygger sult. Det er samme plante, man bruger til at lave kokain af, men at tygge cocablade er helt lovligt og en gammel tradition. Faktisk er det ogsaa det, der laegger navn til Coca Cola, hvor det bliver tilsat for at give smag.

Derudover var vi inde paa Hernando Siles, Bolivias nationalstadion, hvor fodboldlandsholdet paa trods af tvivlsom fodboldkunnen slaar gode mandskaber, som ikke kan praestere i den tynde luft. Denne dag var der to kampe, og billetten gjaldt til dem begge. For at naa seancen beskrevet herunder, saa vi kun foerste kamp, som ikke var nogen sindsoprivende kamp. Af byens tre hold saa vi La Paz FC mod Real Potosí. Hjemmeholdet havde stort set ingen fans, og foerst som kampen skred frem, kom fans af The Strongest, der skulle spille derefter, og det store stadion fik stemning. Hoejdepunkterne var en aeldre mand, som blev ved med at henvende sig, og som talte tysk til os i den tro, at vi taler tysk i Danmark. Desuden var der febrilske saelgere af alverdens forfriskninger, der konstant raabte "refresco, refresco, refresco, refresco" lynhurtigt - proev selv, man er ved at kvaeles:)

Bagefter var vi ude at se cholitaswrestling, det var noget skoert noget. Bolivianske kvinder klaedt i traditionelt toej med nederdel, fletninger og bowlerhat kaldes for cholas. Cholitas er saa unge bolivianske kvinder, som altsaa wrestler. God underholdning, men efter 4 timer havde vi ogsaa faaet nok. Wrestlingen foregik i El Alto, som omraadet oppe paa bjergene omkring centrum hedder. Ikke et sikkert kvarter havde vi faaet at vide, og vi blev da ogsaa eskorteret paa toilettet og hen til vores bus af en vagt.

Ellers hyggede vi os bare, var paa en hulens masse markeder og var ude at spise en masse. Sidste aften i La Paz paa restaurant erfarede vi, at vi for foerste gang var blevet saadan rigtig snydt. Da vi ville betale med en 100 bolivianos-seddel (ca 80 kr) faar vi at vide, at den er falsk! Om formiddagen havde vi vaeret ude at koebe busbillet videre, og det var der, vi havde faaet sedlen tilbage. Rigtig bittert! Da vi dagen efter skulle med bussen, hjalp en taxamand med at faa fat i politiet, saa vi kunne fortaelle dem om episoden, men det eneste, selskabet kunne sige til sit forsvar var, at ham, der have givet os den falske seddel, kun arbejdede om tirsdagen, og saa blev der ikke gjort mere ud af det...

Naeste stop var Copacabana som ligger ud til Lago Titicaca. Busturen derhen var noget vaerre noget. Vi havde allerede set os sure paa selskabet, efter at ham den ansatte havde snydt os, og vores buschauffoer paa turen gjorde ikke vores opfattelse af selskabet bedre. Han koerte selvom folk, 3 turister, havde faaet lov til at gaa ud og tisse, saa de maatte loebe efter bussen. Lige pludselig holdt vi, og vi troede, det var en station, saa jeg loeb ud for at koebe bananer hos en chola, da vi ikke havde faaet frokost. Da jeg kommer ind igen sidder Mikkel naesten alene tilbage i bussen og bliver raabt af af de tilbagevaerende. Vi er aabenbart ved en lille faergeovergang, og alle skal ud af bussen, paanaer en 6 lokale, og tage en lille baad over, mens bussen fragtes af en platformtingest. Men det gad de ikke rigtig forklare os, de ville hellere raabe, at vi skulle ud, ud, ud... Kaos.. Da vi saa kommer over paa den anden side, og folk kommer ind i bussen igen, mangler der 2 turister. Buschauffoeren registrerer det , dytter et par gange med hornet, og da de andre saa siger, at det er dos gringos, der mangler, koerer bussen bare...

I Copacabana finder vi ud af vores bolivianske penge er knappe, og eftersom vi skal videre til Peru, kan det ikke betale sig at haeve flere penge. Saa vi sparer, og aftensmaden er en poelsemix til deling. Kolde fritter og kedelig ret, oev!

Naeste dag skulle vi ud til Isla del Sol og vandre og blive en nat. Oeen var rigtig flot, men meget bakket. Paa oeen skulle der vaere ruiner fra inkatiden, men det viste sig at vaere en rekonstruktion, saa ruinerne var slet ikke aegte, oev. Men vandreturen fra nordsiden af oen til sydsiden var flot. Og haard, der blev virkelig hevet efter vejret i hoejderne. Vi overnattede paa et hostel med den smukkeste udsigt over soeen. Aftensmaden bestod af supper, vi har nok spist supper hver dag i Bolivia, og en deleoerred til hovedret - oerreder er lokal specialitet og findes i hobetal i soeen.

Vi delte en morgenbuffet med friskpresset appelsinjuice, aeg og en pandekage, inden vi skulle ned mod baaden og tilbage til Copacabana. Her naaede vi akkurat en dagens ret paa markedet - suppe og en varm, kulhydratrig ret, og der var lige raad til lidt ligegyldig proviant til turen for de allersidste bolivianos-moenter,

inden vi kom med en propfyldt bus mod Puno i Peru.

I Puno ville vi ogsaa ud paa Lago Titicacas oeer, men vi havde paa forhaand ikke fundet et sted at overnatte. I bussen blev vi tilbudt et hotel, og paa busterminalen kom et bedre tilbud, som vi dog holdt hen. Kort efter kom en fyr med endnu et tilbud, mens vi ledte i bogen efter noget brugbart. Vi var lette ofre, men han tilboed samme hostel som foregaaende gut - bare til en bedre pris, og saa slog vi til. Fyren, Valerio, havde inderlommen spaekket med brochurer om ture, hostels osv. osv. Hans tilbud om en todagestur paa soeen loed godt og viste sig at vaere billigere, end hvad de andre paa turen havde betalt.

Vi startede naeste dag med at sejle ud til Islas Flotantes, nogle imponerende oeer lavet af siv, husene ligesaa. De var alt andet end store, og beboerne viste gladeligt deres mikrosamfund frem. Ingen tvivl om, at de lever af turisterne, men hvad kan man ellers derude!? Vi blev inviteret med ind i et af de smaa sivhuse, og minsandten om ikke Sofie ogsaa skulle proeve den unge kvindes toej. Et fantastisk syn :) Derefter tog vi med paa en kort sejltur i en sivbaad, hvor to boern fra oeen sang sange for en lille skilling, og derefter gik turen mod Isla Amantaní, hvor vi skulle bo hos lokale familier. Flora hentede os samt den peruvianske pige, Ana, og vi boede fint i lerhuse, hvor sengen var paa siv. Om aftenen var der fest, og ogsaa her skulle vi i lokale klaeder, Sofie og Ana med stort skoert siddende langt oppe paa maven, Mikkel i en gigantisk poncho. I den ene ende af lokalet stod fire gutter med pan- og andre floejter, strengeinstrumenter og tromme og spillede. Vi ikke-indfoedte kom alle i laante klaeder, mens en flok lokale unge viste, hvordan man danser! Vores peña-udgaver var nok ikke saa imponerende, men det var hylemorsomt!

Efter en tidlig morgenmad - friteret aeg og en kop muña-te - gik turen til Isla Taquile, hvor vi bevaegede os op over 4000 meters hoejde. Her noed vi en ligeledes tidlig frokost paa lokal restaurant med praegtig udsigt over Lago Titicaca - suppe, omelet / stegt king fish (vist noget makrelagtigt) og en kop coca-muña-te.

Tilbage i Puno havde vi betalt for endnu en overnatning, inden turen skulle gaa videre mod Arequipa. Sofie var ikke helt paa toppen, saa vi foretog os ikke det store, men forsoegte at blive klar til dagen efter. Vores ven Valerio havde skaffet billige busbilletter, og han ville vaere paa hostelet naeste morgen halv otte.

Punktligt var han der, og snart efter var vi paa busterminalen, inden en mindevaerdig bustur var os i vente. Vi kom afsted rettidigt, men i naeste by, Juliaca, forsoegte selskabet at fylde bussen - "Arequipa, Arequipa" blev der raabt, mens de lokale i bussen hamrede paa vinduer og trampede i gulvet, mens de skrev "¡vamos!" De ville sgu afsted nu! En slingrende og ikke saa behagelig tur, men nu er vi fremme, og der er bestilt tur til de naeste tre dage, og der venter smukke omgivelser og mulighed for at se kondorer igen. Dernaest tager vi til Cusco, men pga. vejret er Machu Picchu stadig lukket, saa der er ikke mulighed for inkatrail. Vi finder nu helt sikkert nok paa noget!