Masser af sten...

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

En kort briefing herfra - ikke mindst fordi Sofies kamera er toemt for billeder, og der derfor er flere billeder herfra.

Fradag startede skoent med at blive roevrendt prismaessigt af en taxachauffoer, der kraevede over 3 gange den normale pris... Ellers fik vi slappet af og kom lidt mere til os selv oven paa busturen.Om aftenen lavede Beth fra England mad til os, og saa ville vi gengaelde dagen efter.

Loerdag skulle vi saa finde ud af, hvad vi ville lave her i Cusco, naar nu ikke Machu Picchu aabner foer april. Omraadet bugner dog med ruiner fra inkatiden, og vi fik af Beth anbefalet en vandretur, hvor man ville se 4 af dem. Da vi befandt os sydligere i kontinentet, lovede jeg Sofie, at vi skulle ud at ride igen, naar vi kom herop, hvor priserne nok ville vaere mere medgoerlige. Det undersoegte vi, og samme eftermiddag fik vi arrangeret en tur paa hesteryg, hvor vi samtidig ville se de foeromtalte ruiner - 2 fluer med èt smaek! Dog var der den hage, at man skulle koebe en temmelig dyr "boleto turìstico", som giver adgang til alle ruinerne samt adskillige museer i byen. Derfor bestilte vi samtidig en heldagstur til soendag, hvor vi bl.a. skulle paa et stort marked.

Hesteturen var dog en noget uorganiseret omgang. Da vi ankom, skulle vi til fods gaa op til den foerste ruin, Sacsayhuaman (Sexy woman - betyder dog noget i stil med "tilfreds falk"). Vi havde kun kort tid, men naaede da lige at se bunkerne af store sten... Dernaest op til hestene. Min var straks taemmet, mens Sofies gerne ville gaa egne veje af og til. Vi var ikke kommet ret langt, foer en kvinde havde revet sig paa et pigtraadshegn, og pludselig vendte de alle om, saa kun vi to, en fransk kvinde samt en uforstaaelig og temmelig ung guide fortsatte. Landskabet var smukt, og vi fik perfekt udsyn over byen og bjergene. Ved naeste ruin fik vi at vide, at vi kunne gaa en halv time derop eller tage en collectivo, en minibus, for 50c (1 kr. pr. snude). Vi prajede den foerste og koerte med - prisen var pludselig turistificeret og loed nu paa 2 soles (altsaa firedobbelt) for en latterlig kort distance. At ruinerne - som saa mange andre - "bare var en bunke sten", gjorde nok ikke oplevelsen bedre. Behoever jeg sige, at vi GIK tilbage? Naar hestene satte tempoet op, kraevede det mere og mere af bag, lyske og aedlere dele, men det gik helt godt. Lige pludselig skulle vi stige af og gaa ned mod den sidste ruin og derefter videre ned til byen, mens guiden tog tilbage med hestene.

Soendag stod den paa en heldagstur rundt i omraadet, hvor markedet i Pisaq og derefter flere arkaeologiske steder var paa dagsordenen. Vi skulle hentes 8.40 derfra, hvor vi havde koebt billetterne, var der til tiden, men intet skete... Vi ventede og ventede, og tanken om maaske at vaere blevet roevrendt mere end strejfede os. Politiet og andre toursaelgende damer kom os til undsaetning, og der blev ringet til bureauet - en storsvedende mand kom loebende, og omsider - naesten tre kvarter senere - blev vi hentet. De havde tilsyneladende glemt os... Huhej og vilde dyr afsted igennem byens gader, indtil vi naaede den bus, som de andre sad og ventede i. Markedet, som var aarsagen til, at vi havde bestilt turen, blev aflyst pga. en kollapset bro, saa vi kun kunne koere en anden vej. Det korte af det lange er, at vi naaede at se en hulens masse sten, inden vi det sidste sted saa en demonstration af haandvaerksmetoder, som faktisk var ganske fint. En lang dag som maa siges at have vaeret temmelig skuffende.

I dag har vi vaeret ude at ose. Aldrig foer er der blevet raabt saa meget "señorita" og "amigo" efter os. Sofie har paapeget, at de alle goer det med samme skingre stemme... Vi har dog gjort et par gode handler, for priserne falder ganske hurtigt, naar man har kigget paa eller roert ved noget og lagt det fra sig, naar de siger, hvad de vil have for det. Her til aften har vi faaet endnu lidt udnyttelse af turistbilletten, som gav adgang til en flot opvisning af lokale danse akkompagneret af musik ligeledes her fra egnen spillet af primaert gamle maend. Dragterne var storslaaede og praegtige, og kvinderne vaesentligt koennere end maendene, konstaterede vi efterfoelgende. Selv konferencieren fik med sin ynde masser af bifald, og hun kunne have lukket det vaerste lort ud og trods det have hoestet samme applaus!

I morgen eftermiddag skal vi paa en minimum 19 timers bustur til Lima, og vi bliver indtil d. 27., hvor vi flyver via Panama City til Rio de Janeiro. Inden afgang vil vi forkaele os selv med en times helkropsmassage til 10-15 soles (20-30 kr.), hvilket jeg har set meget frem til :)

Billeder fra Bolivia (bl.a. cholitas wrestling)
Billeder fra Lago Titicaca, baade Bolivia og Peru (Sofie i lokale klaeder!)
Billeder fra Arequipa og turen i Cañon del Colca (Mikkel hos barber!)

Trekking i Cañon del Colga

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa er vi her igen med nyt fra indianerland!

Foerst og fremmest maa ej forglemmes en fantastisk oplevelse i Arequipa: Mikkel havde ladet sit saakaldte skaeg gro, og en halv aftale var, at naar vi naaede Bolivia, skulle det af. Det blev i stedet et sted i Peru... Og nogen havde sat sig for, at han ville til barber, idet det naermest er umuligt at opdrive en slig derhjemme, og vi fandt et herligt sted taet paa hostelet. En aeldre herre med skovsnegl under naesen, et lille snusket lokale med dame- og fodboldplakater - det kunne ikke blive mere rigtigt. Samtidig skulle haaret ogsaa af, saa issen ikke er kridhvid, naar vi kommer hjem. De eneste smaa skoenhedsfejl, der blev, skyldtes, at den gode herre simpelthen var for lav til at naa! 

Fra Arequipa tog vi som skrevet afsted paa en 3 dages trekkingtur ned i en kaempe kloeft, en af verdens dybeste.

Vi blev hentet kl 3 om natten i tirsdags og koerte saa afsted. Nederen at skulle op saa tidligt, men vi kunne sove i bussen. Og dog, da vi havde koert i et kvarters tid siger det lige pludselig BANG. Vi koerte ind i laesset paa en lastbil i modgaaende retning, et mega bredt laes uden lys/reflekser. Heldigvis skete der ikke andet end, at der kom en lang skramme i vores minibus, og efter chauffoererne havde diskuteret, hvis fejl det var, koerte vi videre. Sofie havde dog noget svaert ved at slappe af efter oplevelsen, da det viste sig, at vejen forude blev mere og mere kringlet med skarpe sving og stejle skraenter i bulder moerke...

Men vi kom helskinnede frem! Foerste stop var Cruz del Condor. Et udkigspunkt, hvor man kunne se ud over kloeften, og hvor man kunne spotte den store rovfugl kondoren. Vi ventede lang tid uden der kom nogen forbi, og den kom selvfoelgelig foerst i det oejeblik, vi havde koebt morgenmad. Saa maden blev slugt og hen for at tage billeder med Mikkels store linse alias BAZOOKAEN..

Derefter koerte vi til den lille by Cobanaconda, hvor vi fik frokost og gjorde os klar til at vandre. Turen derhen boed paa mange stop pga. aesler, grise, koer eller faar paa vejen. Vi var en gruppe paa 6 personer, os samt et tysk og et spansk par. Vores guide var en mikro peruvianer kaldet Ángel, han var super fin. Turen startede, og udstyret med vandrestave begyndte vi at gaa ned mod bunden, ca 1100 meter ned. Det tog en 3 timer og gik fint, men selvom det lyder dejligt at gaa nedad, skulle man hele tiden passe paa ikke at glide i grus og loese sten. Sofie havde fint glaede af vandrestavene, som vi havde set masser af folk vandre med i det sydlige Argentina/Chile, men paa trods af, at Sofie flere gange spurgte, om Miguellan ville have dem med, tog han dem, og de var kun til besvaer. De blev spaendt fast vandret bagpaa ved tasken, saa alle blev taesket ned hver gang, han vendte sig rundt.

Da vi var kommet ned, skulle vi hen til det sted, hvor vi skulle sove. Man forstaar ikke rigtigt, hvordan der kan findes smaa byer helt dernede med elektricitet, men det goer der. Dog kun beboet af de gamle og boern, for de unge tager andre steder hen for at studere. Vi naaede lige akkurat hen til den familie, vi skulle sove hos, inden det begyndte at styrte ned! Oven paa en lille lur var aftensmaden klar. Gaet engang, forretten var SUPPE! (Sofie er megatraet af suppe) Hovedretten var en kartoffeltingest med ris til og avokado - de har de bedste avokadoer dernede i kloeften - og selvfoelgelig cocate til dessert. Efter maden var der ikke saa meget andet at lave end at gaa i seng.

Naeste morgen skinnede solen og vi skulle videre. Eftersom vi var gaaet tidligt i seng, var Mikkel oppe kl 6, Sofie noed dog sine 11 timers soevn :) Vi kom forbi et lille museum, hvor en lokal kvinde fortalte os om, hvordan man levede/lever i kloeften. Det var rigtig spaendende. Varmen begynde at blive ulidelig, og naeste stop paa turen var helt nede i bunden af kloeften, hvor der var en pool :) Fantastisk. Saa der laa vi og koelede af nogle timer og fik frokost. Heldigvis blev det overskyet kl 15, da vi skulle til at videre. Nu skulle vi opad igen. En 3 timers tur fik vi at vide, kun OP! Det er nok noget af det haardeste, jeg nogensinde har proevet, kan i alt fald ikke huske, hvornaar jeg sidst har prustet og svedt saadan. Mikkel var meget sejere end mig, han har jo loebet maraton, saa for ham var turen naesten som en leg.. Provokerende ;) Men vi kom op paa 2 timer og 25 min, hurtigere end gennemsnittet, saa det var sejt.

Vi tjekkede ind paa et hotel, hvor vi fik vores klamme toej af og tog et tiltraengt bad. Aftensmaden blev indtaget paa en restaurant, hvor der var den soedeste hundehvalp. Oven paa en oel til Mikkel og en lyseroed drink til Sofie, gik vi hjem i seng.

Sidste dag skulle vi kun gaa hen til et udkigspunkt, og saa var det slut med at gaa mere, dejligt. Vi koerte forbi nogle varme kilder, hvor vi badede en times tid, og  derefter var der en kaempe og superlaekker buffet, inden en lang koeretur tilbage til Arequipa ventede. Vi naaede lige at hente vores store tasker paa hostelet, inden vi skulle ud paa busstationen og tage en natbus videre til Cusco, hvor vi er nu. Dagen i dag staar paa toejvask og internetcafe, hvad vi ellers skal lave her ved vi ikke helt endnu. Resultatet er bl.a. en masse billeder, og de foerste albums er klar til jer:


Chile (fra Sofies kamera)
Salar de Uyuni, Bolivia (fra Mikkels kamera - de foerste har I set, men der er tilfoejet en hel del fra selve saltoerkenen)
Salar de Uyuni, Bolivia (fra Sofies kamera)
Blandet fra Bolivia
Lago Titicaca, Peru
Cañon del Colca, Peru


God fornoejelse :)

Fra La Paz til Arequipa

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Lige en opdatering inden vi i nat kl 3 drager afsted paa 3 dages tur i Colca Canyon her i Peru.

For at starte hvor vi sluttede sidst: LA PAZ. Oversat til dansk betyder paz fred, men fredfyldt er nok det sidste, vi vil kalde Bolivias hovedstad. Selve byen, der ligger i 3660 meters hoejde, er et smukt syn med bjerge til alle sider, som ogsaa er bebyggede. Men nede i centrum hersker der trafikalt kaos, de dytter, allesammen, konstant! Og selvom man har groent som fodgaenger, skal man kigge til alle sider, inden man gaar over, hvis man ikke vil koeres ned. Luften er forfaerdelig, busserne er gamle, og det kan ses, idet deres udstoedning er kulsort og kan ses paa 100 meters afstand.

Vi havde hoert mange ting om Bolivia og La Paz, specielt om spitting scam, som bestaar i at én spytter, tisser eller haelder ketchup ud over dig, og mens du febrilsk staar og er optaget af at faa det af toejet, tager de din pung. Men heldigvis havde vi 5 trygge dage der. Det foerste vi moedte, da vi stod af bussen, var Policía Turístico, turistpolitiet. En dame hjalp os med at finde en sikker taxa, og vi blev guidet hen til et hostel. Foerste dag i byen var vi som altid lidt klatoejede oven paa en nat i en bus, eller dvs. det er Mikkel aldrig, men Sofie er altid traet og ugidelig dagen efter. Men vi fik orienteret os i byen og var paa coca-museum. Coca er en plante, hvis blade bolivianerne gaar og tygger paa. Det udleder en masse ting og er bl.a. godt mod hoejdesyge, goer en mere arbejdsom og forebygger sult. Det er samme plante, man bruger til at lave kokain af, men at tygge cocablade er helt lovligt og en gammel tradition. Faktisk er det ogsaa det, der laegger navn til Coca Cola, hvor det bliver tilsat for at give smag.

Derudover var vi inde paa Hernando Siles, Bolivias nationalstadion, hvor fodboldlandsholdet paa trods af tvivlsom fodboldkunnen slaar gode mandskaber, som ikke kan praestere i den tynde luft. Denne dag var der to kampe, og billetten gjaldt til dem begge. For at naa seancen beskrevet herunder, saa vi kun foerste kamp, som ikke var nogen sindsoprivende kamp. Af byens tre hold saa vi La Paz FC mod Real Potosí. Hjemmeholdet havde stort set ingen fans, og foerst som kampen skred frem, kom fans af The Strongest, der skulle spille derefter, og det store stadion fik stemning. Hoejdepunkterne var en aeldre mand, som blev ved med at henvende sig, og som talte tysk til os i den tro, at vi taler tysk i Danmark. Desuden var der febrilske saelgere af alverdens forfriskninger, der konstant raabte "refresco, refresco, refresco, refresco" lynhurtigt - proev selv, man er ved at kvaeles:)

Bagefter var vi ude at se cholitaswrestling, det var noget skoert noget. Bolivianske kvinder klaedt i traditionelt toej med nederdel, fletninger og bowlerhat kaldes for cholas. Cholitas er saa unge bolivianske kvinder, som altsaa wrestler. God underholdning, men efter 4 timer havde vi ogsaa faaet nok. Wrestlingen foregik i El Alto, som omraadet oppe paa bjergene omkring centrum hedder. Ikke et sikkert kvarter havde vi faaet at vide, og vi blev da ogsaa eskorteret paa toilettet og hen til vores bus af en vagt.

Ellers hyggede vi os bare, var paa en hulens masse markeder og var ude at spise en masse. Sidste aften i La Paz paa restaurant erfarede vi, at vi for foerste gang var blevet saadan rigtig snydt. Da vi ville betale med en 100 bolivianos-seddel (ca 80 kr) faar vi at vide, at den er falsk! Om formiddagen havde vi vaeret ude at koebe busbillet videre, og det var der, vi havde faaet sedlen tilbage. Rigtig bittert! Da vi dagen efter skulle med bussen, hjalp en taxamand med at faa fat i politiet, saa vi kunne fortaelle dem om episoden, men det eneste, selskabet kunne sige til sit forsvar var, at ham, der have givet os den falske seddel, kun arbejdede om tirsdagen, og saa blev der ikke gjort mere ud af det...

Naeste stop var Copacabana som ligger ud til Lago Titicaca. Busturen derhen var noget vaerre noget. Vi havde allerede set os sure paa selskabet, efter at ham den ansatte havde snydt os, og vores buschauffoer paa turen gjorde ikke vores opfattelse af selskabet bedre. Han koerte selvom folk, 3 turister, havde faaet lov til at gaa ud og tisse, saa de maatte loebe efter bussen. Lige pludselig holdt vi, og vi troede, det var en station, saa jeg loeb ud for at koebe bananer hos en chola, da vi ikke havde faaet frokost. Da jeg kommer ind igen sidder Mikkel naesten alene tilbage i bussen og bliver raabt af af de tilbagevaerende. Vi er aabenbart ved en lille faergeovergang, og alle skal ud af bussen, paanaer en 6 lokale, og tage en lille baad over, mens bussen fragtes af en platformtingest. Men det gad de ikke rigtig forklare os, de ville hellere raabe, at vi skulle ud, ud, ud... Kaos.. Da vi saa kommer over paa den anden side, og folk kommer ind i bussen igen, mangler der 2 turister. Buschauffoeren registrerer det , dytter et par gange med hornet, og da de andre saa siger, at det er dos gringos, der mangler, koerer bussen bare...

I Copacabana finder vi ud af vores bolivianske penge er knappe, og eftersom vi skal videre til Peru, kan det ikke betale sig at haeve flere penge. Saa vi sparer, og aftensmaden er en poelsemix til deling. Kolde fritter og kedelig ret, oev!

Naeste dag skulle vi ud til Isla del Sol og vandre og blive en nat. Oeen var rigtig flot, men meget bakket. Paa oeen skulle der vaere ruiner fra inkatiden, men det viste sig at vaere en rekonstruktion, saa ruinerne var slet ikke aegte, oev. Men vandreturen fra nordsiden af oen til sydsiden var flot. Og haard, der blev virkelig hevet efter vejret i hoejderne. Vi overnattede paa et hostel med den smukkeste udsigt over soeen. Aftensmaden bestod af supper, vi har nok spist supper hver dag i Bolivia, og en deleoerred til hovedret - oerreder er lokal specialitet og findes i hobetal i soeen.

Vi delte en morgenbuffet med friskpresset appelsinjuice, aeg og en pandekage, inden vi skulle ned mod baaden og tilbage til Copacabana. Her naaede vi akkurat en dagens ret paa markedet - suppe og en varm, kulhydratrig ret, og der var lige raad til lidt ligegyldig proviant til turen for de allersidste bolivianos-moenter,

inden vi kom med en propfyldt bus mod Puno i Peru.

I Puno ville vi ogsaa ud paa Lago Titicacas oeer, men vi havde paa forhaand ikke fundet et sted at overnatte. I bussen blev vi tilbudt et hotel, og paa busterminalen kom et bedre tilbud, som vi dog holdt hen. Kort efter kom en fyr med endnu et tilbud, mens vi ledte i bogen efter noget brugbart. Vi var lette ofre, men han tilboed samme hostel som foregaaende gut - bare til en bedre pris, og saa slog vi til. Fyren, Valerio, havde inderlommen spaekket med brochurer om ture, hostels osv. osv. Hans tilbud om en todagestur paa soeen loed godt og viste sig at vaere billigere, end hvad de andre paa turen havde betalt.

Vi startede naeste dag med at sejle ud til Islas Flotantes, nogle imponerende oeer lavet af siv, husene ligesaa. De var alt andet end store, og beboerne viste gladeligt deres mikrosamfund frem. Ingen tvivl om, at de lever af turisterne, men hvad kan man ellers derude!? Vi blev inviteret med ind i et af de smaa sivhuse, og minsandten om ikke Sofie ogsaa skulle proeve den unge kvindes toej. Et fantastisk syn :) Derefter tog vi med paa en kort sejltur i en sivbaad, hvor to boern fra oeen sang sange for en lille skilling, og derefter gik turen mod Isla Amantaní, hvor vi skulle bo hos lokale familier. Flora hentede os samt den peruvianske pige, Ana, og vi boede fint i lerhuse, hvor sengen var paa siv. Om aftenen var der fest, og ogsaa her skulle vi i lokale klaeder, Sofie og Ana med stort skoert siddende langt oppe paa maven, Mikkel i en gigantisk poncho. I den ene ende af lokalet stod fire gutter med pan- og andre floejter, strengeinstrumenter og tromme og spillede. Vi ikke-indfoedte kom alle i laante klaeder, mens en flok lokale unge viste, hvordan man danser! Vores peña-udgaver var nok ikke saa imponerende, men det var hylemorsomt!

Efter en tidlig morgenmad - friteret aeg og en kop muña-te - gik turen til Isla Taquile, hvor vi bevaegede os op over 4000 meters hoejde. Her noed vi en ligeledes tidlig frokost paa lokal restaurant med praegtig udsigt over Lago Titicaca - suppe, omelet / stegt king fish (vist noget makrelagtigt) og en kop coca-muña-te.

Tilbage i Puno havde vi betalt for endnu en overnatning, inden turen skulle gaa videre mod Arequipa. Sofie var ikke helt paa toppen, saa vi foretog os ikke det store, men forsoegte at blive klar til dagen efter. Vores ven Valerio havde skaffet billige busbilletter, og han ville vaere paa hostelet naeste morgen halv otte.

Punktligt var han der, og snart efter var vi paa busterminalen, inden en mindevaerdig bustur var os i vente. Vi kom afsted rettidigt, men i naeste by, Juliaca, forsoegte selskabet at fylde bussen - "Arequipa, Arequipa" blev der raabt, mens de lokale i bussen hamrede paa vinduer og trampede i gulvet, mens de skrev "¡vamos!" De ville sgu afsted nu! En slingrende og ikke saa behagelig tur, men nu er vi fremme, og der er bestilt tur til de naeste tre dage, og der venter smukke omgivelser og mulighed for at se kondorer igen. Dernaest tager vi til Cusco, men pga. vejret er Machu Picchu stadig lukket, saa der er ikke mulighed for inkatrail. Vi finder nu helt sikkert nok paa noget!

Flere billeder

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Saa er der flere billeder til jer. Kronologien passer, saa efter pingvinerne, som der er link til i forrige blogindlaeg, kommer billeder fra resten af Argentina: Puerto Madryn, Ushuaia, El Calafate (Perito Moreno-gletsjeren), El Chalten og tilbage i El Calafate. Dernaest fra Puerto Natales og turene i nationalparken Torres del Paine samt baadturen op langs Chiles kyst. Jeg har skrevet under de fleste billeder, hvor og hvad det er, for det er efterhaanden noget tid siden, vi har beskrevet det.

Argentina
Puerto Natales
Baadturen

Vi kom med bussen fra Sucre til La Paz i forgaars, ankom i gaar morges og har nu tilbragt to dage her. Byen befinder sig 3660 m. over havets overflade, og naar man bevaeger sig opad i byen, der naermest er formet som en skaal, skal man af og til hive efter vejret.

Klokken er 2, og jeg ville bare lige faa lagt billeder op, idet maskineriet kun driller sporadisk her. Jeg har tygget cocablade et par gange - Sofie foretraekker cocateen (med sukker naturligvis), og vi har set fodboldkamp paa det stadion, hvor Bolivias landshold vinder over store fodboldnationer, fordi de pga. hoejderne doejer med luften, og i dag har vi endvidere set wrestling med bl.a. traditionelt klaedte kvinder - meget exceptionelt! Vi faar smagt masser af billig, lokal mad, og det er et under, jeg ikke fejler noget, men jeg vil smage det hele! Vi har et par dage mere her i La Paz, og saa maa vi se, hvor vi videre vaelger at tage hen.

BILLEDER!

Teknologien er ikke helt med os. I dag har vi forsoegt at lave et par fotoalbums, men kun det ene naaede succesfuldt til ende. Til gengaeld er det nogle kaere banditter!:

Pingumani

Vi er stadig i Sucre, og hvis alt gaar vel, tager vi bussen i morgen til La Paz. Buschauffoererne har strejket hele dagen, og ingen selskaber vil saelge busbilletter, foer de kender situationen, dvs. i morgen. Vi tager det, som det kommer.

I dag har vi bare hygget. Vi har spist frugtsalat paa markedet, gaaet tur rundt i byen og set flotte bygninger fra kolonitiden. Vi spiste frokost paa en café med udsigt over hele byen. I morgen tager vi ud at se dinosaurusfodspor, hvis vi kan paa grund af strejken.

Velkommen til Bolivia!

Vis Sofumbus & Miguellan på opdagelse på et større kort

Den sidste tid har budt paa mange blandede oplevelser, foelelser osv., for vi har igen vaeret vidne til faenomenale landskaber, men jordskaelvet i Chile, som vi kun vidste lidt om, samt bekymringerne hjemmefra har gjort indtryk.

For at starte fra begyndelsen havde vi den sidste dag i Santiago i tirsdags og hoppede paa en bustur mod San Pedro de Atacama, som varede et doegns tid! Tirsdag fik jeg paa ny lov at komme paa det lokale marked, hvor 2 kg. tomater kostede 3,50 kr, 1 kg. ferskner 3 kr, 1 kg. jordbaer 3,50 kr, en gigantisk vandmelon 8 kr osv. Vi delte en laekker smoothie og koebte alt ind til aftensmaden. Sofie broed sig ikke om, at de solgte levende kyllinger og aellinger, og maerkeligt var det ogsaa, at de mange herreloese hunde ikke spiste af hundemaden, der solgtes der, og som stod frit fremme. Vi havde ikke set saerlig meget af byen, og jeg fik overtalt Sofie til at tage paa udkig over byen fra et bjerg med flot udsigt over byen. Man kunne komme op med svaevebane, men den lukkede akkurat, som vi ankom kl. 20. I stedet prajede vi for en sjaelden gangs skyld en taxa og havde 20 minutter deroppe, inden vi tog hjem og lavede lasagne med laekkerierne fra markedet.

Et doegn i bus lyder slemt - isaer naar en togtur fra Aalborg til Koebenhavn paa 5 timer normalt er uoverkommelig - men man vaenner sig hurtigt til det, og det gik ogsaa fint denne gang. Vores hostel i den lille oerkenby San Pedro de Atacama havde ikke svaret paa vores bestilling dagen foer, saa den lovede afhentingsservice ved busstoppestedet var vi spaendte paa. En slidt vogn holdt parat, da vi kom, og hostelet var enormt hyggeligt og drevet af en familie i byen. Det gjorde det ikke vaerre, at der var katte og endnu bedre: helt smaa kattekillinger! Herfra skulle vi bestille flerdagestur til saltoerkenen Salar de Uyuni, men der skulle ogsaa vaere andre smukke steder at besoege. Vi fandt dog ud af, at mange af de samme ting som fx gejsere og varme kilder ville man ogsaa se paa turen til Uyuni, og turene var ikke helt billige, saa vi holdt os til en enkelt tur til Valle de la Luna, maanedalen, navngivet efter sit maaneagtige landskab. Det var en flot tur og ikke mindst fysisk kraevende, da vi skulle igennem en kulsort grotte, hvor man langt fra kunne staa og gaa oprejst i, og slutteligt var der ogsaa en klatretur inkluderet, som nogle af de aeldre paa turen klarede paa fornem vis. Den sidste aften i Chile betoed ogsaa, at chilenske pesos skulle veksles til bolivianos til uantageligt ringe kurs, men vi havde faaet at vide, at foerste by i Bolivia, Uyuni, ikke havde haeveautomat, saa vi var noedt til det. Vi beholdt penge nok til et billigt maaltid mad efter maanedalsturen, men havde glemt, at kun turen og ikke entreen var betalt, saa kun fordi vi fik overtalt kvinden ved billetskranken til at give os studierabat, var der penge til aftensmad. Hvornaar laerer vi det...?

Loerdag morgen var der afgang mod Salar de Uyuni, en tur paa tre dage i jeep paa humblede veje, andre gange bare ud over stepperne, saa det var ret imponerende, at vores bolivianske chauffoer og guide, Ambrosio, kunne navigere - her er det solen og bjergene, der er gps! Vi var seks fra hostelet, som skulle paa denne tur, og vi endte med at tage den ene af de i alt 3 jeeps sammen. Jeroen og Debbie fra Holland, Ignacio og Sandra fra Spanien samt os. Om morgenen hoerte vi, at der dagen foer paa en tur til gejserne, som vi havde valgt at droppe, var en bus, der var vaeltet grundet regnen og de ringe veje, og uheldet ville, at én doede! Ignacio fortalte, da vi kom afsted, at han havde maerket rystelser om natten i murene, saa der blev vi klar over, at der havde vaeret jordskaelv, og at vi - saa snart vi kom tilbage til noget, der lignede civilisation - skulle give besked om, at vi var ok og slet ikke i umiddelbar naerhed af katastrofen. Omfanget kendte vi intet til, og om det overhovedet ville blive naevnt i danske nyheder ej heller. 2 store ulykker inden for kort tid, og vi slap heldigvis lige netop for begge! Og saa var vi ellers klar til eventyr.


Jeepturen igennem oerkenen med bagagen paa taget boed paa gejservisit samt masser af laguner med bjergene smukt i baggrunden. Nogle af dem var fyldt med flamingoer, og uldne lamaer gik omkring overalt. Omsider fik jeg flamingobilleder, jeg er tilfredse med! Vejrudsigten havde lovet os tre dage med regn, men foerst paa andendagen midt i frokosten fik vi hagl og regn og igen samme nat. Derfor blev ruten revideret efter vejenes beskaffenhed (godt naar man tager den foernaevnte ulykke i betragtning!). Vi overnattede i 4400 m. hoejde, og vi kom paa turen helt op i 4970 m., og indtil videre er det gaaet fint med hoejderne. Sofie har haft lidt hovedpine, ligesom de andre ogsaa havde det. Vi fyre proevede Ambrosios cocablade -  uden det dog havde den store virkning, men jeg er frisk paa mere!  Foerst paa tredje og sidste dag paa turen naaede vi maalet: Saltoerkenen og den stoerste i verden af sin slags. Et helt hvidt saltlandskab moedte os, og grundet regnen spejlede alt sig i centimeters lag vand. Et praegtigt og ubeskriveligt (og dog forsoeger man) smukt syn og billeder blev der taget i snesevise! Efter nogle timer her, hvor frokosten indtoges ved bord og stole lavet af salt ved hotellet midt derude og ligeledes paa imponerende vis konstrueret af salt, tog vi til Uyuni, hvor vi havde besluttet at tage en overnatning, for vi vidste ikke, om vi ville sydpaa til Tupiza eller nordpaa mod noget paa vejen mod La Paz.

Efter at have smidt taskerne og konstateret, at hele Uyuni var uden vand, og vi var fyldt med salt fra top til taa, fandt vi fluks en netcafe for at give besked om, at vi var ok. Her gik det op for os, hvor stor katastrofen havde vaeret, og hvor bekymrede folk hjemme har vaeret - ikke saa underligt, naar det sidste, vi har beskrevet her er, at vi befandt os i Santiago nogle dage endnu. Da jeg saa mailen fra ambassaden sammenholdt med nyhederne hjemme om, at der manglede kontakt med 28 danskere, understregedes vigtigheden af at give lyd blot endnu mere. Om aftenen spiste vi i byen sammen med de to andre par fra turen, hvor vi fik afproevet boliviansk oel - lidt tynd i det - og jeg fik tilfoejet lama paa cv'et, moert og laekkert, og Sofie naegter at bestille disse ting, hvor hun har set, hvor kaere dyrene er i virkeligheden, men hun vil gerne smage - hykler! :)

Moedet med Bolivia har vaeret en af de stoerste omvaeltninger overhovedet hidtil. Folk er rigtigt moerke og ganske smaa. Konerne er traditionelt klaedt i lang nederdel, har taeppe over skuldrene og de har lange, lange fletninger som ender med noget vedhaeng af garn eller lignende, og oven paa baerer de hat og oftest bowlerhat!!!  Blegfis 1 og 2 bliver der derfor ogsaa kigget noget efter, saa elevatorblikkene gaar begge veje. Sofie siger, de stoerste farer her er, at der ikke er toiletpapir (efterhaanden velkendt problem) og at hamre hovedet ind i noget, for vi er for store til ALT her :)

I gaar tog de andre til Potosí, og vi fortsatte laengere nordpaa til Sucre, den tidligere hovedstad her i Bolivia. Flertimerstur ind i miner, hvor sikkerheden er lidt la-la var ikke oeverst paa oenskesedlen, saa vi sprang Potosí over. Busturen boed paa boliviansk musik paa fuld droen og lidt til - og harmonikahitsene vaeltede derudaf paa repeat, saa vi snart kan flere haandfulde klichefyldte kaerlighedssange. Til slut blev det for meget for Ignacio, som prompte viste sit sydeuropaeiske temperament og fik lukket for skidtet til alles begejstring - ogsaa de lokales!

Her i Sucre ankom vi i gaar aftes og besluttede, at dagen i dag skulle bruges paa at ordne og kopisikre billeder og slappe af. Vi bor centralt lige ved det store marked, som vi har besoegt et par gange i dag. Senest til frokost hvor vi fik 2 retter hver for ca 12 kr. Internettet er haabloest og computerne fungerer ringe, saa I maa vente med billeder. Jeg sidder nu paa SJETTE internetcafe i dag, og foerst nu - i hvert fald 9 timer efter foerste forsoeg lykkes det at overfoere billederne til usb'en. Paa fredag satser vi paa at tage til La Paz og bruge nogle dage der.